SKAB TVÆRGÅENDE MØDER GENNEM GOD LITTERATUR

BLIV FRIVILLIG LÆSEGUIDE OG GØR EN KÆMPE FORSKEL FOR UDSATTE MENNESKER I KØBENHAVN.

Vi søger nye frivillige læseguider i København, der har lyst til at skabe generationsmøder gennem litteratur og mindske sociale og kulturelle skel. Det kan du være med til ved at blive frivillig læseguide i vores projekt for at modvirke ensomhed og social eksklusion blandt voksne og ældre i København. Læseforeningen arbejder for at fremme den skønlitterære læsning overalt i samfundet og for at inddrage enhver uanset baggrund i stærke, læsende fællesskaber.

Som frivillig læseguide bliver du uddannet i metoden guidet fælleslæsning og guide for en læsegruppe. Læsegrupperne mødes ugentligt og ledes altid af læseguider, der er uddannet i at udvælge litteratur og facilitere den fælles læseoplevelse. Med udgangspunkt i metoden læser læseguiden både prosa og lyrik højt, hvorefter man i gruppen taler om de tanker, følelser og erfaringer, teksterne vækker. vækker. Læsegruppen er på den måde et kreativt og litterært rum for samtaler omkring litteratur på tværs af aldersmæssige, sociale og kulturelle forskelle.

For at blive læseguide er det afgørende, at du interesserer dig for litteratur og at du møder mennesker med respekt og i øjenhøjde. Vi stiller ingen specifikke krav om uddannelses- og jobbaggrund, men forventer, at du i ansøgningen redegør for, hvordan dine erfaringer vil kunne bringes i spil i rollen som læseguide. Som frivillig i Læseforeningen starter du med at blive uddannet i metoden guidet fælleslæsning, hvorefter du understøttes af foreningens læseguideprogram, det vil sige at du modtager supervision og løbende individuel sparring og har mulighed for at deltage i vores ERFA-møder (Erfaringsudvekslingsmøder) sammen med andre læseguider.

ANSØGNING

Hvis du er interesseret, så send en kort motiveret ansøgning til: maria@laeseforeningen.dk senest d. 1. april 2019. For at blive læseguide skal du kunne deltage på uddannelsen som er fredag d. 3, lørdag d. 4 og søndag d. 5 maj. Eventuelle spørgsmål kan rettes til læseguidekoordinator Maria Grene Helsted på e-mail maria@laeseforeningen.dk eller tlf. 81113886

Vi glæder os til at høre fra dig!

IMG_2397.jpg