Læsegrupper for unge psykisk sårbare. Nu også i Roskilde og Vejle.

Er du mellem 18 og 35 år og har du psykisk sårbarhed inde på livet, så er vores læsegrupper måske noget for dig? Du behøver ikke at være belæst eller vant til at tale om litteratur - det vigtigste er, at du har lyst til at læse sammen med andre og dele de tanker, følelser og erfaringer, som litteraturen vækker. Alle er velkomne og det kræver ingen forberedelse.

I Læseforeningen arbejder vi for at skabe stærke læsende fællesskaber overalt i samfundet og for alle, som kan have glæde af at læse i fællesskab med andre. I den forbindelse gør vi en særlig indsats for at lave læsegrupper for unge psykisk sårbare – fordi det at mødes om litteratur kan være et helle i en hverdag med psykisk sårbarhed. I læsegrupperne mødes vi om meningsfulde samtaler i et trygt socialt rum med alt det, vi hver især er og kæmper med. Sammen udforsker vi litteraturen og deler tanker gennem højtlæsning og samtale. Det giver nye perspektiver på tilværelsen, nye bekendtskaber og styrker troen på egne evner og lysten til at være del af et læsende fællesskab.

Velux_opslag.png


Et fællesskab om litteratur

Vi mødes i læsegruppen en gang om ugen, hvor vi sammen læser skønlitteratur og taler om de tanker, følelser og refleksioner, teksterne vækker. Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med. Teksten bliver læst højt af en læseguide uddannet i metoden guidet fælleslæsning og man skal ikke have forberedt sig. Man kommer, som man er, og bidrager i det omfang, man kan og vil.


Fra Deltager TIL LÆSEGUIDE

Som del af projektet vil der i 2019 være mulighed for, at du kan blive uddannet til læseguide og sidenhen drive en læsegruppe med støtte fra Læseforeningen. Læsegrupperne er del af vores treårige projekt finansieret af midler fra VELUX-fonden med titlen Fra deltager til læseguide. Formålet med projektet er at skabe empowerment og styrke unge med psykiske sårbarheder gennem deltagelse i læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning - som deltager og evt. siden som læseguide.

På sigt er målet at udbrede og forankre læsegrupper som et tilbud for unge psykisk sårbare på tværs af Danmark med tidligere deltagere i rollen som læseguide. Der vil dog stadig være muligt for at være med som deltager. Uddannelsen til læseguide er et tilbud og ikke er et krav for at være med i læsegruppen.

 

FORSKNING

Ud over etablering og forankring af læsegrupper for unge psykisk sårbare er formålet samtidigt at blive klogere på, hvordan guidet fælleslæsning kan styrke livskvalitet og øge mental sundhed. Derfor indgår læsegrupperne i projektets forskningsdel.

Konkret betyder det, at en forsker af og til vil deltage i læsegruppen. Derudover vil læsegruppernes deltagere blive inviteret til at deltage i workshops, refleksionsmøder og evt. interviews i relation til forskningen. 

 

TIDER OG STEDER

  • I København mødes gruppen hver mandag kl. 16.00-17.30 i Læseforeningens lokaler på Eskildsgade 35, København V. Vi mødes første gang d. 29.4.19 og derfra 10 uger frem.

  • I Aarhus mødes læsegruppen hver mandag kl. 19-20.30 på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C . Første gang er d. 29.4.19 og derfra 10 uger frem.

  • I Roskilde mødes gruppen hver tirsdag kl. 15.00-16.30 i Headspace’s lokaler på Basgangen 5, Roskilde. Første gang er d. 5.3.19 og derfra 10 uger frem.  

  • I Vejle mødes gruppen på mandage kl. 14.30-16.00 i Foreningernes hus på Vissingsgade 31, Vejle. Første gang er d. 4.3.19 og derfra ti uger frem.

 

TILMELDING

Vi håber du har lyst til at være med. For tilmelding skal du bare udfylde nedenstående formular. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.

 

Hvis du har nogen spørgsmål, kan du kontakte Helene fra Læseforeningen på helene@laeseforeningen.dk