Bliv del af en læsegruppe for unge psykisk sårbare

Deltagere til velux.jpg

Er du mellem 18 og 35 år og har du psykisk sårbarhed inde på livet, så er vores læsegrupper måske noget for dig?

Du behøver ikke at være belæst eller vant til at tale om litteratur - det vigtigste er, at du har lyst til at læse sammen med andre og dele de tanker, følelser og erfaringer, som litteratur vækker. Alle er velkomne og det kræver ingen forberedelse.

I Læseforeningen arbejder vi for at inddrage mennesker i udsatte livssituationer i stærke læsende fællesskaber.

Vi ved fra vores arbejde, at det at mødes om litteratur kan noget særligt, og vi har gode erfaringer med at lave læsegrupper for unge, som kæmper med psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed.

Vi har allerede to læsegrupper i København og Aarhus, og dette efterår udvider vi med yderligere to læsegrupper i henholdsvis Roskilde og Vejle. Derfor er der nu igen åbent for tilmelding.

Et fællesskab om litteratur

Vi mødes i læsegruppen en gang om ugen, hvor vi sammen læser skønlitteratur og taler om de tanker, følelser og refleksioner, teksterne vækker. Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med. Teksten bliver læst højt af en læseguide uddannet i metoden guidet fælleslæsning, og man skal ikke have forberedt sig. Man kommer, som man er, og bidrager i det omfang, man kan og vil.

Fra deltager til læseguide

Som del af projektet vil der i 2019 være mulighed for, at du kan blive uddannet til læseguide og sidenhen drive en læsegruppe med støtte fra Læseforeningen. Læsegrupperne er del af vores treårige projekt finansieret af midler fra VELUX-fonden med titlen Fra deltager til læseguide. Formålet med projektet er at skabe empowerment og styrke unge med psykiske sårbarheder gennem deltagelse i læsegrupper ud fra metoden guidet fælleslæsning - som deltager og siden som læseguide.

På sigt er målet at udbrede og forankre læsegrupper som et tilbud for unge psykisk sårbare på tværs af Danmark med tidligere deltagere i rollen som læseguide. Der vil dog stadig være mulighed for at være med som deltager. Uddannelsen til læseguide er et tilbud og ikke et krav for at være med i læsegruppen.

 

Forskning

Udover etablering og forankring af læsegrupper for unge psykisk sårbare er formålet med dette projekt samtidigt at blive klogere på, hvordan guidet fælleslæsning kan styrke livskvalitet og øge mental sundhed. I den forbindelse indgår læsegrupperne som genstand for forskning.

Konkret betyder det bl.a., at en forsker af og til vil deltage i læsegruppen. Derudover vil læsegruppernes deltagere blive inviteret til at deltage i workshops, refleksionsmøder og evt. interviews i relation til forskningen. 

 

Tider og steder

  • I København mødes gruppen hver mandag - første gang d. 1.10.18 kl. 16.00-17.30 i SIND Ungdoms lokaler på Fælledvej 12, 2200 København N.

  • I Aarhus mødes læsegruppen hver mandag – første gang d. 1.10.18 kl. 19.00-20.30 på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C .

  • I Roskilde mødes gruppen hver tirsdag kl. 15.00-16.30 – første gang d. 2.10.18 i Headspace’s lokaler på Basgangen 5, Roskilde  

  • I Vejle mødes gruppen på onsdage kl. 16-17.30

Ved alle møder vil der være kaffe, te og sødt.

 

Kontakt og tilmelding

Tilmeld dig en af læsegrupperne ved at udfylde nedenstående formular

Navn *
Navn

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Helene Forsberg på tlf. 71799919
eller e-mail helene@laeseforeningen.dk