Læsegrupper

Læseforeningen er finalist til Årets Fællesskabspris

IMG_0003.jpg

Vi er glade og stolte over at kunne meddele at Læseforeningen er blandt de seks foreninger der har modtaget flest stemmer til Årets Fællesskabspris 2017 som uddeles af Københavns Kommune.

Læseforeningen er nomineret for sit arbejde med at lave fælleslæsning for ensomme ældre i Københavns kommune. På nuværende tidspunkt driver vi 17 ugentlige læsegrupper i dette regi, og grundet projektets succes fortsættes og udvides samarbejdet i løbet af 2017.

Læs mere om projektet her.

Læsegrupperne ledes af frivillige læseguider som med entusiasme og læseglæde medvirker til at skabe et meningsfuldt fællesskab med litteraturen som omdrejningspunkt.

Tak til alle der har stemt på os, og ikke mindst tak til de læseguider og læsegruppedeltagere der er med til at gøre læsegrupperne til gode, trygge og spændende steder.

Prisuddeling

Vinderen af Årets Fællesskabspris afsløres ved en prisuddeling i festsalen på Københavns Rådhus fredag den 29. september kl. 13-15. Prisuddelingen er åben for alle og byder på præsentation af de nominerede, underholdning med Per Vers samt bobler og pandekager.

Åben læsegruppe i Aarhus C

godsbanen.JPG

Læseforeningens åbne læsegruppe på Godsbanen i Aarhus starter op igen efter somerferien mandag d. 7. august kl. 16:30. Læsegruppen er åben for alle og ledes af læseguides fra Læseforeningen. Kom og nyd en kop kaffe/te og lidt lækkert til ganen mens vi læser sammen. Der er intet krav om forberedelse - bare kom som du er. Du kan læse mere om vores læsegrupper her.

Hvor: Vogn 1, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C

NB: følgende dage foregår læsegruppen på Projektdækket på Godsbanen:

  • 4. september
  • 18. september
  • 23. oktober
  • 20. november
  • 27. november

Hvornår: Mandage 16:30-18:00 fra 7. august til 18. december (med undtagelse af 16. oktober (efterårsferie)).

Vi håber at se både nye og gamle deltagere!

København: Læsegrupper for ensomme ældre

Research_Masthead.jpg

Læseforeningen og Københavns Kommune samarbejder om at etablere og drive læsegrupper for ensomme ældre i Københavns kommune. Læsegrupperne er tænkt som en meningsfuld, social aktivitet de ældre kan deltage i for at mødes med andre omkring læsningen og litteraturen. I læsegrupperne læser vi efter konceptet fælleslæsning. Det vil sige at vi læser skønlitteratur (noveller og digte), at vi læser teksterne højt, og at deltagerne som udgangspunkt ikke har læst teksterne på forhånd. Undervejs i læsningen holder vi pauser og taler om det læste, og i disse pauser er der plads til refleksion og samtale om det vi læser. Samtalerne om teksterne, og det at de bliver læst højt, skaber et meningsfuldt nærvær og indhold i grupperne. Og samtidig er det at læse litteratur i sig selv en kilde til glæde, inspiration og eftertænksomhed. Vi er i fuld gang med at uddanne frivillige til at indgå i projektet som læseguides i læsegrupper for ensomme ældre i København. De frivillige bliver uddannet i metoden guidet fælleslæsning og lærer om højtlæsning, tekstvalg, spørgeteknikker, tekstmatching og meget mere, samt fordyber sig i nærlæsning og litteraturen.

Kontakt Helene Forsberg på helene@laeseforeningen.dk eller 22 27 67 08

Tid til Læsning

launch-TTL.jpg

- Et projekt, der placerer sig i spændingsfeltet mellem kultur og sundhed ved at tilbyde læsegrupper til mennesker ramt af depression eller stress.   

Sådan skriver vi om projekt "Tid til Læsning", som Læseforeningen er med til at sætte i verden. Vi vil gerne fortælle om det meget spændende projekt, men vi kan netop nu, med stolthed, præsentere et helt nyt website tilegnet projektet, så smut da hellere ind på www.tidtillaesning.dk og tjek det ud.

 

 

 

 

Frivillige til læsegrupper for ensomme ældre

Our_People.jpg

Læseforeningen har indgået i et samarbejde med Københavns Kommune om at oprette og drive læsegrupper for ensomme ældre i København. Derfor søger vi frivillige der vil indgå i projektet. Som frivillig vil du blive uddannet på vores kursus i Guidet Fælleslæsning - en uddannelse der normalt koster 10.000 kr., men som du som frivillig får gratis. Læs mere om kurset her og download ansøgningsskemaet. Informationsmøde: for interesserede frivillige afholdes der informationsmøde om kurset og projektet. Tid og sted: 29. april kl. 13-15. Nobelsalen, Sjællandsgade 40, 2200 København N.

Om os og vores læsemetode

Vi tror på, at litteraturen kan deles. At læse behøver ikke være noget man gør alene. Tværtimod kan litteraturen være et samlingspunkt for fællesskaber – et fælles udgangspunkt hvor vi kan mødes og blive klogere på os selv, teksten og hinanden. I Læseforeningen kalder vi vores læsemetode for guidet fælleslæsning eller ”livelæsning”. Det skyldes, at deltagerne i en læsegruppe ikke læser teksterne på forhånd, inden de mødes i læsegruppen. Læsningen foregår i læsegruppen som højtlæsning, så den sker altså på samme tid for alle. På den måde bliver der mulighed for at dele al den umiddelbare undren og begejstring, der opstår, når man læser en tekst for første gang. Vi deler vores tanker om og fortolkninger af teksten med hinanden. Når vi taler om teksterne, er der heller ikke noget ”rigtigt svar”. Alt, hvad teksten får os til at tænke på eller føle, kan vi tale om. Tid og sted for kurset Vi afholder kurset i Nobelsalen, Sjællandsgade 40, 2200 København N. Forløbet varer tre dage: 11. maj, 18. maj og 1. juni, alle dage kl. 9 til 15. Undervejs serveres frokost, kaffe og kage. Spørgsmål? Kontakt os meget gerne, hvis du har spørgsmål. Mette Steenberg, formand for Læseforeningen, er på laeseforeningen@gmail.dk og 23 24 08 76.

Åben læsegruppe i Aarhus C: vinter og forår 2016

Litteraturens-Dag-På-Godsbanen_hj-1024x640.jpg

Læseforeningens åbne læsegruppe er kommet fremragende fra start i løbet af december og januar måned. Den fortsætter vinteren og foråret ud, dog på en ny ugedag: onsdag. Hver onsdag fra 16:30-18:00 kan du komme ned i Vogn 1 på Godsbanen i Aarhus C og nyde noget god litteratur sammen med andre. Du behøver ikke forberede dig - bare kom som du er. Sammen læser vi en novelle og et digt - der er intet særligt tema; vi læser alt der er godt! Teksterne bliver læst højt af en læseguide, og undervejs holder vi pauser i læsningen og taler og reflekterer sammen om det læste. På den måde deler vi læseoplevelsen: Vi deler vores umiddelbare undren, begejstring, reaktioner, tanker og associationer. Det handler om det indtryk, teksterne gør på os; hvordan de vækker genklang i os eller udvider vores forståelse for hinanden og omverdenen.

Det er lige meget om du læser lidt eller meget - alle er velkomne. Vi tror på at litteraturen er for alle, og at den kan deles!

Første gang: onsdag d. 3. februar

Sidste gang: onsdag d. 25. maj

Ansvarlig for læsegruppen er Anne Maria Stagis (annemaria@laeseforeningen.dk), uddannet læseguide hos Læseforeningen i april 2013.

Deltagelse er uforpligtende - du er velkommen til at dukke op når du har tid og lyst.

 

Vi glæder os til at læse med jer!

 

 

Læseforeningen på Århundredets festival

forfattercollage Fra den 4. til den 13. marts fejrer hele Aarhus Århundredets festival som i år zoomer ind på perioden 1900-1950. I en tid med verdenskrige, økonomiske kriser og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var perioden begivenhedsrig og fuld af nybrud - og det gælder også for periodens litteratur.

Med Læseforeningen får du mulighed for at dykke ned i nogle af de bedste litterære værker fra 1900-1950. Hver dag under festivalen holder vi levende læsning - samme format som så mange kender det fra Læseforeningens læsegrupper: Vi læser højt af en novelle og et digt, og undervejs taler vi om det vi læser.

Deltagelse er gratis. Der er plads til 15 deltagere, så hvis du vil være sikker på at få plads, så meld dig til ved at sende en mail til laeseforeningen@gmail.com.

Læsningerne foregår i FO-byen i Aarhus. Adressen er Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus.

Oversigt over læsninger

Fredag d. 4. og lørdag d. 5. læser vi en novelle af Tove Ditlevsen og et digt af Bodil Bech

Mandag d. 7. læser vi en novelle af Hulda Lütken og et digt af Tove Meyer (NB: Søndag aflyst)

Onsdag d. 9. og torsdag d. 10 læser vi en novelle af Karin Michaëlis og et digt af Tove Ditlevsen

Tirsdag d. 8. og fredag d. 11. læser vi en novelle af Johannes V. Jensen og et digt af Tom Kristensen 

Lørdag d. 12. og søndag d. 13. læser vi en novelle af Martin A. Hansen og et digt af Jens August Schade

 

Læsningerne foregår sætvis; dvs. at det er den samme novelle af Tove Ditlevsen og det samme digt af Bodil Bech vi læser d. 4. og d. 5., og så fremdeles.

Find begivenhederne på facebook ved at klikke på linksene i oversigten.

 

Vi glæder os til at læse med jer!

Blogindlæg: Stemningsbilleder fra Godsbanen, en læseoplevelse.

Hver torsdag eftermiddag, fra 16.30 - 18.00, sker der noget særligt på Godsbanen. Der er nemlig levende læsning. Her beretter Læseforeningens formand, Mette Steenberg, om de overvejelser det afføder, når man vælger tekster til højtlæsning.

Af Mette Steenberg, bestyrelsesformand, Læseforeningen.

Jeg har valgt Carson McCullers Bryllupsgæsten til den første læsning, fordi den er så vanvittigt godt skrevet, fuld af sansede, erfaringsbaserede og detaljemættede beskrivelser af steder, stemninger og personer. Jeg har også valgt den, fordi den handler om at være medlem, eller den handler om den grønne, tossede sommer Frankie ikke var medlem. Og fordi jeg er optaget af at tænke på, både som individ men også som bestyrelsesformand for Læseforeningen, hvad tilhørsforhold, det at være en del af et ”vi”, betyder for os som mennesker; vigtigheden af at der er sammenhænge, hvor vi har en naturlig ret til at høre til, et sted vi kan kræve som vores, bare fordi vi er mennesker. Sådan et sted er litteraturen for mig. Et sted jeg kan være med alt hvad der er mig. Og sådan ønsker Læseforeningen også at de læsegrupper, vi sætter i verden skal være; steder hvor læseren kan være med alt hvad der er deres, i det rum litteraturen sætter rammerne for.

Så valgte jeg  Jens August Schades digt, Tidlig Morgen. Igen fordi det er sanset og konkret, masser af billeder; han går på stranden med sin far i den grå morgen, men samtidig leger han med denne sjove abstrakte tanke, at han allerede går der med sin elskede, hendes smil, skønt hun ikke er født endnu. Og jeg tænker, at vi måske netop bliver til de voksne konkrete mennesker vi er, og ”kan lave en kop kaffe”, fordi der er nogen, som allerede går rundt med fornemmelsen af vores smil i kroppen og derfor ser os, når vi pludselig dukker op. Sådan en genkendelse er også et tilhørsforhold, og litteraturen er for mig igen det sted, hvor fornemmelsen af alt hvad der er mig allerede findes, og jeg derfor kan være, som jeg er i mødet med litteraturen.

Således med mit tekstvalg, og stor forventning, begav jeg mig til den første torsdags fyraftenslæsning på Godsbanen, som er åben for alle der er nysgerrige efter at opleve, hvad det der ”fælleslæsning” egentligt er.

Der dukkede to op. Og jeg var der jo også. Så var vi tre. En gruppe. Vejret var helt fantastisk, så vi satte os ud i solen nede ved Cafeen, omringet af skatere og andet godtfolk, også gik vi i gang, da vi først havde fået kakao, kage og æblemost på bordet. Der blev grinet en del og vi snakkede om det absurde og groteske univers, der tegnes, om Frankie, Berenice og John Henry, og om varmen og fornemmelsen af at være udenfor kategori. Måske fordi vi var på Godsbanen, som huser RETHINK Aarhus snakkede vi også om, at den alder Frankie er i, 12 år, er en slags gentænkningens tid, hvor den verden og logik, man har bevæget sig indenfor bryder sammen, og man ikke længere ved, hvordan relationerne og forbindelserne mellem mennesker, steder og ting i verden hænger sammen, og om de overhovedet gør. ”Det er meget underligt, sagde hun, den måde det alt sammen skete på”. Berenice forstår slet ikke, hvad der er der er sket, men for Frankie er verden ”et pludseligt sted”…pludseligt…. Når vi ikke længere er 12, kan vi nogen gange komme til at tro at livet udfoldes i en diskret kontinuerlig udvikling, men livet sker ofte i pludselige skred, forårsaget af sygdom og tab, hvor alt det vi vidste og troede på, forsvinder i et eneste ryk under vores fødder, og vi derfor er tvunget til at gentænke os selv, finde nye steder at udsige vores vi fra. Det tænker jeg på, mens jeg går hjem fra Godsbanen i dag, med mine egne og mine venners tab i tankerne, glad for at bøgerne altid vil være der…

Vi besluttede at vi til næste uge vil hive vores venner i ærmet og invitere dem med, for det her er for godt til, at vi kan have det for os selv.

 

 

---

Levende læsning finder sted hver torsdag, 16.30 - 18.00, på projektdækket, Godsbanen Aarhus.

Tovholdere for gruppen er Mette Steenberg (mette@laeseforeningen.dk) og Jacob Ulrich (jacob@laeseforeningen.dk). Skriv til os hvis du vil vide mere.

http://godsbanen.dk/kalender/levende-laesning-paa-godsbanen/

https://www.facebook.com/laeseforeningen

Vi håber at se dig!