Nye kursusdatoer: 8.-11. marts 2018

Læseforeningen afholder sit 25. kursus på Saxild Strand ved Aarhus d. 8.-11. marts 2018. På det 4-dages internatkursus bliver du kvalificeret til at facilitere læsegrupper efter princippet guidet fælleslæsning. Du lærer bl.a. om højtlæsning, spørgetyper, måder at åbne en tekst op samt tekstvalg og tekstmatch. Fælleslæsning gør det muligt at møde litteraturen, ens medmennesker, sig selv og sin omverden på en ny og meningsfuld måde - at opleve hvordan kompleks litteratur kan få os til at undre os, blive begejstrede, nå til nye erkendelser, underholde os og meget mere.

Læs mere om fælleslæsning her.

Som uddannet læseguide bliver du i stand til at åbne litteraturen op for andre mennesker - både i den forstand at du lærer hvilken litteratur der egner sig godt til dialog, fordybelse og fornøjelse, og i den forstand at du gennem fælleslæsningen gør teksten og litteraturen åben og tilgængelig.

Kurset koster 10.000 kr. og er inkl. overnatning og forplejning på kursuscenteret Saxild Strand. Kursuscenteret ligger i naturskønne omgivelser lige ud til Aarhus Bugt.

Kurset egner sig godt til dig der arbejder med litteratur, (mental) sundhed og/eller socialt arbejde. Vi har bl.a. uddannet bibliotekarer, forlagsredaktører, lærere, undervisere, præster, plejehjemspersonale og socialkonsulenter, men henvender os til alle der vil være med til at skabe meningsfulde, læsende fællesskaber. Vi har uddannede læseguides i hele landet samt i Norge.

Undervisere på kurset er Mette Steenberg og Karen Marie Larsen. Metoden er udviklet i samarbejde med The Reader Organisation i Storbritannien, der også har samarbejdspartnere i Belgien, Tyskland, Sverige og Australien.