Læseforeningen nomineret til Årets Fællesskabspris!

Københavns Kommune uddeler Årets Fællesskabspris 2017 for at hylde dem, der gør en forskel for ældre og sundheden i København. Læseforeningen har i samarbejde med kommunen siden 2015 drevet læsegrupper for ældre i København for at modvirke ensomhed ved at danne stærke, læsende fællesskaber. Vi er meget glade for at være blevet nomineret for vores indsats!

STEM PÅ OS HER

Læseforeningen arrangerer hver uge læsegrupper for flere end 100 ældre københavnere på både plejecentre, aktivitetscentre og for ældre, der bor i ældrebolig. Læsegrupperne bliver faciliteret af uddannede frivillige læseguider, som udvælger god litteratur og skaber rammerne for meningsfulde samtaler. Det kræver ikke forberedelse eller særligt litteraturkendskab at deltage. Erfaringen er, at litterære fællesskaber bidrager til en højere livskvalitet og er med til at skabe meningsfulde sociale relationer. 

Københavns Kommune uddeler Årets Fællesskabspris for at anerkende og synliggøre de mange gode samarbejder, der er mellem kommunen og de foreninger, organisationer, lokale frivillige, klubber og organisationer, der gør en forskel på området.    

Prisen vil blive uddelt på Den Nationale Frivillighedsdag 29. september 2017.

Man kan læse mere om samarbejdsprojektet mellem Læseforeningen og Københavns Kommune her.