Læseforeningen bidrager med panel til Re-Value Konference i november

Vi er stolte af at fortælle, at Læseforeningen deltager med et panel til konferencen Re-Value: Rethinking the value of arts and culture, som afholdes 8.-11. november i Aarhus. Re-Value er en del af RethinkIMPACTS 2017 - et samarbejde mellem Aarhus 2017 og Aarhus Universitet

Læseforeningens daglige leder Mette Steenberg vil sammen med forskere fra litteraturvidenskab og medicin samt praktikere fra Region Midt og medicin diskutere, hvordan professionalisme og bæredygtighed sikres i æstetiske interventioner. Diskussionen tager udgangspunkt i guidet fælleslæsning som et eksempel på en æstetisk intervention.

 

De næste skridt i etableringen af feltet Kultur og Sundhed

På baggrund af at der nu i nogle år er blevet søsat kultur- og sundhedsprojekter rundt om i Danmark, vil panelet undersøge de næste skridt i etableringen af praksisfeltet Kultur og Sundhed, og de spørgsmål der nu melder sig:

  • Hvordan sikres bære­dygtigheden i initiativer, som er opstået hos kulturaktører?
  • Hvordan sikres den æstetiske kvalitet i initiativer, som er opstået hos offentlige sundhedsaktører?
  • Kan uddannelsesinstitutionerne have en rolle i produktionen af en faggruppe, som kan mestre og sikre samarbejdet mellem kultur- og sundhedssektoren?
  • Og frem for alt: Hvilke værdisæt er på spil, når guidet fælleslæsning på den ene side giver æstetiske oplevelser, og på den anden side anvendes til fremme af sundhed?

Vi er sikre på, at det bliver en højaktuel og spændende debat!

 

Re-Value: Hvordan evaluerer man effekten af kunst og kultur?

Re-Value afholdes i forbindelse med at Aarhus, og faktisk hele Region Midt, er europæisk kulturhovedstad i 2017. Det er en tradition, at kulturhoved­stædernes universiteter varetager evalueringer af kulturhovedstadsårene. Aarhus Universitet arbejder derfor med en forskningsbaseret og uafhængig evaluering af effekten af, hvad der i århusianske folkemunde efterhånden blot kaldes ’20-17’.

Re-Value fokuserer på metoder til at evaluere og analysere effekten af kultur. Konferencens hovedspørgsmål lyder "How can we understand and talk about the value of arts and culture?"

Læs mere her

Konferencen er åben, men sigter mod at samle forskere og praktikere. Tilmelding kan ske her.

ReValue.png