Kursus i Guidet fælleslæsning på Hald Hovedgaard d. 3.10 - 6.10. 2019

Læseforeningen tilbyder kurser i Guidet fælleslæsning for professionsgrupper, der ønsker at arbejde med metoden som redskab i deres professionelle virke. Gennem årene har vi uddannet over 300 læseguider indenfor så forskellige professioner som bibliotekarer, litteraturformidlere, socialarbejdere, pædagoger, præster, kirketjenere, lærere, skuespillere, forfattere, redaktører og forskere. Med en sådan gruppe bliver der både boret ned i læsningens dybder og fløjet højt på litteraturens imaginære vingeslag.

Vi er så heldige ved dette kursus at få besøg af professor ved SDU, Institut ved Kulturvidenskaber, Peter Simonsen. Han vil med udgangspunkt i sit forskningsområde samt sin bog ”Livslange Liv” snakke om litteratur og aldring i forhold til velfærdsstaten, litteratur og sygdom samt litteratur og social udsathed.

I år bliver der særdeles højt til loftet, når vi afholder vores efterårskursus på Hald Hovedgaard, hvor de smukke rammer og den gode mad favner både kroppens og sjælens behov. Kurset foregår som internatkursus med tre overnatninger med rig mulighed for social interaktion, læsninger og samtale med både medkursister og undervisere.

www.haldhovedgaard.dk

www.haldhovedgaard.dk

Igennem en årrække har vi i Læseforeningen haft et stærkt ønske om at holde kontakten med alle jer kursister, som vi har tilbragt skønne og lærerige stunder med, og som har bragt fælleslæsningen nye og spændende steder hen.

Derfor tilbyder vi nu ikke blot et kursus, men et helt år med Læseforeningen. Dvs. kurset slutter ikke efter de 3 dage på Hald Hovedgård. Vi mødes igen til et fjerde modul, der handler om opstart af læsegrupper, og vi tilbyder efterfølgende sparring omkring opstart. Endelig inviteres du til vores årlige Tema-møde i forbindelse med Læseforeningens generalforsamling, der afholdes næste gang søndag d. 17.5 i København.

Udover dit år med Læseforeningen, tilbyder Læseforeningen nu også Masterclasses, hvor du som læseguide løbende opdateres på den sidste nye forskning om specifikke indsatsområder, de bedste tekster samt får mulighed for udvikle din faciliteringskompetencer og højtlæsningsteknikker gennem øvelser og feedback.

Vi arbejder desuden med at udvikle en sommerskole for alle læseguider, hvor der udover faglige foredrag bliver mulighed for fordybende læsninger og udveksling af erfaringer. Alt sammen tiltag der skal tjene til at skabe et fagligt fællesskab for læseguider, så vi sammen kan skabe stærke læsende fællesskaber.

Ansøgningsskema

Om kurset