Pressemeddelelse for nyt projekt: Læsegrupper for selvmordstruede børn & unge

Læseforeningen arbejder for at øge livskvaliteten og den mentale sundhed for mennesker bredt i samfundet. Nu rækker Læseforeningen ud til en særligt sårbar målgruppe af selvmordstruede børn og unge gennem stærke læsende fællesskaber. Det Obelske Familiefond støtter projektet.

Alt for mange børn og unge mistrives, og nogle i så høj grad, at selvmordstanker bliver en del af tilværelsen. Det kan føre til social isolation og svag tilknytning til meningsfulde fællesskaber. Denne problematik skal Læseforeningen nu være med til at modvirke.

Læseforeningen er en social frivillig forening, der arbejder for at styrke den mentale sundhed og skabe stærke læsende fællesskaber for mennesker i udsatte livssituationer i alle hjørner af samfundet. Med dette projekt går Læseforeningen nye veje for at inkludere psykisk sårbare og selvmordstruede børn og unge i stærke læsende fællesskaber ud fra metoden Guidet fælleslæsning.

Det Obelske Familiefond har givet støtte til, at Læseforeningen kan videreudvikle foreningens empowermentprogram indenfor rammen af projektet ”Fælleslæsning og empowerment for psykisk sårbare børn og unge”. Empowermentprogrammet er et forløb, hvor psykisk sårbare unge kan opnå empowerment gennem deltagelse i læsegrupper og sidenhen uddannelse til læseguider med henblik på selv at videreføre læsegrupper for andre unge. Med dette projekt vil vi nå selvmordstruede børn og unge gennem tæt samarbejde med organisationer, selvmordscentrene og børne- og ungdomspsykiatrien. Helene Forsberg, Socialfaglig Udviklingsleder i Læseforeningen, udtaler:

"Børn og unge som mistrives og kæmper med selvmordstanker, fjerner sig ofte fra meningsfulde sociale fællesskaber eller føler sig ikke inviteret ind. Det har jeg oplevet som rådgiver ved Livslinien og nu i mit arbejde med psykisk sårbare og udsatte mennesker i Læseforeningen. Social isolation kombineret med selvmordstanker er en farlig cocktail. Derfor skal vi finde måder at nå ud til børnene og de unge. Her er vores redskab de stærke læsende fællesskaber, som kan skabe et helt særligt frirum og fællesskab for børnene og de unge.”

Et slags helle i alt det svære

Litteraturen afspejler almenmenneskelige problemstillinger og kan skabe nye perspektiver på det levede liv. Læseforeningens læsegrupper er åbne frirum, hvor alle kan være med og sammen om god litteratur. Læsegrupperne har altid en uddannet læseguide ved roret, der udvælger litteraturen, læser højt og skaber rum for samtale. Det kræver ingen særlige forudsætninger eller forberedelse at deltage. Samtidigt er det særlige ved metoden, at man inviteres til at dele erfaringer, følelser og tanker fra sit eget levede liv i relation til litteraturen. Læsegrupperne er for vores deltagere et meningsfuldt frirum i en svær hverdag. ”For mig er læsegruppen et godt rum. Et slags helle midt i alt det svære. ” Sådan beskriver en psykisk sårbar ung læsegruppen.

Det er netop det helle, Læseforeningen gerne vil skabe - et skønlitterært frirum og et stærkt fællesskab, der kan styrke de unges trivsel og mentale sundhed og føre til empowerment.

For mere info: laeseforeningen.dk eller til helene@laeseforeningen.dk

Læsegrupper for selvmordstruede børn & unge (1).pngLæsegrupper for selvmordstruede børn & unge (1).png

 

Logo Sort.jpgLogo Sort.jpg
Det oblske logo.pngDet oblske logo.png


Forrige
Forrige

ER DU VORES NYE LÆSEGUIDE?

Næste
Næste

LÆSEFÆLLESSKABER FOR SENIORER - HELT UDEN SMITTERISIKO