Essay af læseguide og journalist Mathilde Nielsen
Et tomt lokale på Amager
Når jeg tænker på ordet ’aktivisme’ dukker billeder af knyttede næver, frådende munde og store grupper af folk op på min nethinde. Det er folk, der er vrede, folk, der råber og marcherer. Og de er mange. Jeg knytter spontant den form for aktivisme til ord som ’politisk’ eller ’klima’.
Men hvilke billeder danner sig, hvis vi i stedet knytter ordet ’aktivisme’ til ordet ’skønlitterær’?
Måske noget med en gruppe mennesker, der sidder i en cirkel på lidt græs, i blødt lys og med bare tæer. Det er i hvert fald ikke et gråt og tomt lokale på et psykiatrisk center.
Ikke desto mindre var det netop sådan skønlitterær aktivisme så ud i sidste uge på psykiatrisk center Amager, hvor Sigrid Storm, dukkede op til en gruppe patienter, der imidlertid blev væk.
Læseforeningen
Som projektleder og skønlitterær aktivist i Læseforeningen arbejder Sigrid i krydsfeltet mellem litteratur, mental sundhed og socialt udviklingsarbejde. Læseforeningens formål er at bringe litteraturen ud, hvor den gør gavn, og at skabe stærke, læsende fællesskaber på tværs af sociale lag med et særligt fokus på at inddrage mennesker i udsatte positioner.
Skønlitterær aktivisme er altså at bringe litteraturen ud, hvor den kan åbne perspektiver i og skabe forbindelser mellem mennesker.
“Som skønlitterære aktivister kommer vi med litteraturen og inviterer patienterne til at deltage i en times fælleslæsning, som er en slags pause eller åndehul. I læsefællesskabet handler det bare om at være til stede” forklarer Sigrid og understreger, at aktivismen ikke er en form for behandling, at aktivisterne ikke er behandlere og at deltagerne ikke er patienter.
“I fælleslæsningen handler det ikke om den behandling, man er midt i, men om at mødes med nogen udefra, som har sat tid af til at være sammen med et, og som endda har valgt et lille stykke skønlitteratur ud, som man kan få en fælles oplevelse med at læse”.
En kæmpe tillidserklæring
De skønlitterære aktiviser er frivillige og arbejder altså gratis, men får alligevel meget ud af deres arbejde:
“Det, at der dukker nogen op som har lyst til at læse, lytte og dele en lille smule af deres egne tanker med mig, det synes jeg er en kæmpe tillidserklæring, og der opstår en helt særlig samhørighed, når man mødes i teksten. Jeg får stadig sådan en gibbende, piblende fornemmelse, når den første deltager bryder stilheden og siger noget. Nogle gange siger folk jo nogle virkelig vilde ting, enten sjove, overraskende, personlige eller sårbare, og det er ret fantastisk hver gang, jeg oplever det.”
Det er det lange seje træk, der gælder
Men hvad så når lokalet, man dukker op til, står tomt? Hvordan ser skønlitterær aktivisme ud, når der ikke er nogle mennesker, den kan nå?
“Først er det jo lidt skuffende. Man har transporteret sig selv og gjort sig klar på at læse, udvalgt tekster og tænkt tanker på forhånd. I starten, da jeg var læseguide, kom jeg ofte til at tænke, at det havde noget med mig at gøre, også selvom deltagerne måske ikke engang kendte mig endnu. Det gør jeg ikke mere. Jeg prøver virkelig at sige pyt, og at give mig selv credit for at møde op uge efter uge, også selvom der ikke er nogen deltagere, for jeg ved nu, at det er det lange, seje træk, der gælder, især når man inviterer mennesker ind, som kan være i en svær livssituation, hvor mange andre ting fylder. Så nu er jeg god til at ryste det af mig, gemme teksterne til næste uge og tænke, at så er der bare lidt mindre forberedelsestid næste gang. Og så er det jo netop i den situation, at det kan hjælpe at have en makker, som man enten kan ringe til bagefter og lufte sin skuffelse, eller som er der sammen med én, så man kan gå ud ad døren sammen.”
Derfor arbejder de skønlitterære aktivister oftest i grupper af to eller tre. Så kan de udveksle erfaringer og hjælpe hinanden op på (læse)hesten igen, når det er nødvendigt. Det er det dog sjældent nødvendigt, hvis man spørger Sigrid:
“Den, der gibbende fornemmelse, den kan man leve meget længe på, og der skal i hvert fald mere end et tomt lokale til at tage livet af den.”