I litteraturen er du aldrig alene: Bliv frivillig læseguide i Odense og vær med til at øge livsglæde og modvirke ensomhed blandt ældre og mennesker med funktionsnedsættelser 

Læseforeningen søger lige nu frivillige læseguider i Odense, som gennem læsende fællesskaber skal modvirke ensomhed og skabe livsglæde på plejehjem, bosteder og aktivitetscentre. Som frivillig bliver du uddannet i guidet fælleslæsning og bliver en del af Læseforeningens fantastiske netværk af frivillige. Måske skal det være dig eller en du kender? Kurset afholdes 27. – 29. maj i Odense. 

 

Læseforeningen og det at være frivillig læseguide 

Læseforeningen drømmer om et samfund, hvor der er plads og tid til meningsfulde møder mellem mennesker på tværs af alder, køn, kultur og vilkår. Med udgangspunkt i denne vision og i metoden guidet fælleslæsning opretter vi læsefællesskaber ledet af frivillige læseguider landet over.  

Som frivillig læseguide skal du kunne læse i dagtimerne én gang om ugen. Inden for denne indsats læser vi primært på plejehjem, bosteder og aktivitetscentre. Alt afhængigt af, hvor du læser, vil du enten indgå i allerede eksisterende læsefællesskaber eller være med til at etablere helt nye. Du kan enten læse alene eller dele gruppen med en anden læseguide. Som frivillig udvælger du tekster og faciliterer læseoplevelsen. På den måde kan du være med til at skabe meningsfulde møder mellem mennesker med udgangspunkt i skønlitteraturen. Deltagelse kræver ikke forberedelse for deltagerne og forudsætter ikke særlig viden om litteratur – kun lyst til at læse sammen. 

Vi forventer, at du efter at have fået uddannelsen kan forpligte dig som læseguide i minimum 1 år. 

Her kan du læse mere om vores arbejde og metode. I videoen herunder kan du desuden få et lille indblik i rollen som læseguide for en gruppe ældre på plejehjem.

 

 

Læseforeningen tilbyder: 

  • Et match med en gruppe, som du læser med én gang om ugen i dagtimerne 

  • Et dynamisk frivilligmiljø og et frivilligprogram, der understøtter dig i din praksis 

  • Adgang til vores litteraturforum – et online tekstarkiv for vores frivillige  

 

Om dig: 

  • Du er interesseret i litteratur og har lyst til at dele glæden ved litteratur med andre 

  • Du har mod på at skabe læsefællesskaber for at modvirke ensomhed blandt ældre og mennesker med funktionsnedsættelser 

  • Du er en dygtig facilitator, som møder alle i øjenhøjde og med respekt 

  • Du er mødestabil og har mulighed for at læse fast én gang ugentligt i dagtimerne 

 

Online fælleslæsning 

Du har mulighed for at deltage i vores åbne online fælleslæsning den første mandag i hver måned kl. 19.00 - 20.30. Her kan du opleve en guidet fælleslæsning og stille spørgsmål til en af vores gode, frivillige læseguider, som kan fortælle dig meget mere om rollen som læseguide. Tilmelding hos mia@laeseforeningen.dk mindst 3 dage forinden. 

 

Ansøgning som læseguide 

Udfyld dette ansøgningsskema og send det til matias@laeseforeningen.dk 

Vi modtager ansøgninger så længe der er plads på kurset, så send gerne din ansøgning snarest mulig. Der afholdes gruppesamtaler løbende. Formålet med samtalerne er at forventningsafstemme omkring kurset og det at være læseguide. 

OBS! For at komme i betragtning SKAL du kunne deltage på læseguideuddannelsen som finder sted 27. - 29. maj i dagtimerne. Uddannelsen finder sted på Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C. 

I tilfælde af pladsmangel på kurset vil vi prioritere ansøgere, som har prøvet at deltage i en guidet fælleslæsning, har relevant erfaring og kan læse fast én gang om ugen. 

Næste
Næste

Region Syddanmark: Vi søger læseguider i alderen 18 - 35 år som har lyst til at skabe skønlitterære åndehuller i psykiatrien