“Jeg kan se det meget tydeligt, helt klart”: Guidet fælleslæsning på modersmål (tagalog, tyrkisk, urdu og ukrainsk)

Læseguider Nighat, Nelli og Sana

Af Læseforeningens direktør Mette Steenberg

Læseforeningen har gennem det sidste halve år med støtte fra EGV-fonden afprøvet metoden guidet fælleslæsning på modersmål for fire grupper af ældre med anden etnisk baggrund end dansk. I projektet indgår sprogene tagalog, tyrkisk, urdu og ukrainsk.

I projektet har vi haft fokus på at undersøge om og hvordan det at læse på modersmål tilfører en ekstra dimension til samværet indenfor eksisterende fællesskaber. Derfor har vi samarbejdet med Caritas, som allerede har en veletableret social indsats for mennesker fra de ovennævnte sprogområder, dette på nær ukrainsk, som udgjorde et særskilt nyoprettet online tilbud henvendt til lejlighedsbundne ældre.

Min rolle i projektet var at træne otte tosprogede læseguider i metoden guidet fælleslæsning. Det har for mig været helt unikt at opleve så stærkt, at fælleslæsning af litteraturen, også i andre kulturelle kontekster, kan det, vi arbejder for i Læseforeningen: Samle folk i nuet, og i et eksistentielt og fællesmenneskeligt rum på tværs af livsvilkår og baggrunde.

Den allerførste fælleslæsning, vi havde i projektet, fandt sted i Caritas’ lokaler ved Gl. Kongevej, som en del af en træningsweekend. Vi læste ”Puden”, en novelle af Camilla Christensen fra samlingen ”Mere ved jeg ikke” (2014), om en datter og hendes demente far. Teksten veksler mellem den aktuelle situation med plejere ud og ind af lejligheden, manglende kontakt mellem far og datter (er denne mangel situationsbundet, eller har der mon aldrig været nærhed?), og så de pludselige møder gennem fælles erindringsglimt.

Novellen var valgt ud fra et af grundprincipperne i guidet fælleslæsning: Vælg et stykke skønlitteratur, der betyder noget for dig selv, og som du har lyst til at dele med andre. Samtidig valgte jeg en tekst, der spejlede baggrunden for projektet; det at opleve tab af sprog og sorgen over ikke at kunne dele sine erindringer med andre.

Novellen og fælleslæsningen førte til en utrolig fin samtale, som gjorde det muligt for os at finde fællesnævnere (far-datter-forhold, barndomserindringer, sygdom og alderdom) på tværs af de tilstedeværende kulturelle baggrunde. Efterfølgende trænede de kommende læseguider oplæsning og faciliteringsteknikker med digte på modersmål (og i oversættelse til dansk eller engelsk).

De fire grupper har hver især mødtes og læst sammen ti gange, og fælleslæsningen er blevet farvet af den kontekst, hvori den har udfoldet sig. I den veletablerede filippinske fredagscafé indgår fælleslæsning således som en del af et varieret socialt program, der både omfatter fællesspisning, karaoke (!) og nu fælleslæsning. Den ukrainske gruppe har som noget helt særligt mødtes online og er ved at forme et netværk, der ikke eksisterede til at begynde med. Gruppen af urdu- og tyrkisktalende har antaget den form, vi allerede kender så godt fra andre fælleslæsningsgrupper: Fysiske møder af 1,5 timer, højtlæsning af prosa og poesi iblandet pauser og refleksioner.

Efter de ti uger fælleslæsningerne i projektet var sat til at løbe, mødtes jeg igen med de otte læseguider til en afsluttende læsning. Vi læste digtet ”Jeg ser alt det der er” af Peter Clement-Woetmann fra samlingen ”Blå koral, tys, tys dollar”. Som ofte startede jeg samtalen med at spørge: Kan I se det her sted for jer? Og efter en fin periode med stilhed svarede en af læseguiderne: “Jeg kan se det meget tydeligt, helt klart.”

Jeg ved ikke, om det var fordi, en særlig fortrolighed var opstået med kendskabet til metoden, eller fordi vi har lært hinanden at kende igennem træning i guidet fælleslæsning, men det blev en meget vedkommende og stærk læsning, som spændte over konkrete erfaringer med at leve med verdens rædsler og glæden ved de små ting, gru og taknemmelighed i én og samme læsning: “Vi deler det hele, solen og månen, men man sidder bare der, og kan ikke gøre noget ved det frygtelige.. Man kan bare se på det. Og nyde de små gode ting.”

Aktuelt indsamler vi i projektet erfaringer til en afsluttende evaluering, der også skal indeholde en række anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med guidet fælleslæsning indenfor det minoritetsetniske ældreområde. I den forbindelse har to studerende fra RUC, foretaget deltagerobservation og gruppefokusinterviews, og I skal ikke snydes for dette glimt fra den urdu-talende gruppe:

”Vi (de to studerende, red.) forstod kun få ord: morale, jordbærtærte, postmandstaske, generationstraume, Pakistan, exercise, mønsterbryder og læseguider, men vi oplevede stemningen og dynamikken i samtalen om teksten, hvordan der blev stoppet op mellem oplæsningerne, og deltagerne både blev alvorlige og diskuterede og brød ud i latter undervejs. Det var tydeligt, at de var trygge ved hinanden og havde skabt et godt fællesskab. De havde masser at sige, og senere fortalte de, at de var gode til at hjælpe hinanden igennem teksten og sikre, at alle var med. Vi blev tilbudt hjemmebagte kager af forskellig slags. Læseguiden startede med at læse en novelle, som var en længere tekst, de fortsatte fra sidste læsning. Sana fortalte senere, at novellen hed Ammi (som betyder mor på pakistansk) og var skrevet af den pakistanske forfatter Ashfaq Ahmed. Historien handler om livet i årene lige omkring 1947, da Indien blev delt. Den har en tragisk slutning, fordi hovedpersonen bliver myrdet, men når at samle penge ind til sin mor til sidst.”

Under fokusgruppeinterviewet dukker følgende udsagn op:

• “Jeg er 76 år, og det her er noget helt nyt i mit liv”

• “Det føles lidt som at komme tilbage på skolebænken” (sagt på en positiv måde – snakken gik senere om, at det var dejligt at lave hjernegymnastik)

• “Mens jeg er her, har jeg kunne glemme alt om sygdom og få en pause fra hverdagen”

• “Jeg er meget taknemmelig for at være her”

• “Det føles godt at kunne komme hjem og have noget at snakke om til mine børn. Det er ofte dem, der kommer hjem og fortæller om deres dag, men når jeg har været her, er det mig, der kan fortælle, hvad jeg har oplevet”

• “Jeg kommer fra Nørrebro hver tirsdag og er meget taknemmelig”

• “Det er en god måde at danne relationer på”

• “Det er rart at kunne snakke om minder med nogen”

• “Vi har aldrig været under syv til en fælleslæsning”

• “Vi deler både sårbare ting men kommer også ud i nogle diskussioner nogle gange. Det er rigtig godt, at der ikke er noget, der er hverken sandt eller falsk, og at vi altid kan vende tilbage til teksten, som jo er udgangspunktet”

Litteratur: Som en del af projektet er vi i gang med at etablere et litteraturarkiv af tekster på både modersmål og dansk. Her har ALOA og forlaget hjulet været en værdifuld indgang til et tekstunivers, jeg ikke var bekendt med. En særlig tak til højskolelærer på Rødding Højskole, Andreas Ullum, samt oversætter, forlægger og forfatter, Nelli Ann Eroglu, for værdifuld viden om tyrkisk litteratur, lektor og forfatter Tabish Khair for en omfattende introduktion til litteratur på Urdu og til Nadiia Pavlyk og Inga Kapustian for som læseguider og forskere at bringe ukrainsk litteratur ind i projektet.  

Er du interesseret i at læse den afsluttende evaluering af projektet, kan du skrive til enten mig eller Christa Basteiro Kranich, National Programkoordinator, Caritas.