”Livet er større end krigen”: Læsefællesskaber i Ukraine

"som om kærligheden pludselig

var blevet et kunstigt sprog,

som vi lærer, og lærer og lærer -

uden at det dog giver mening

Jeg ville fortælle dig, at landet her er poesi

men du ved lige så lidt som jeg,

hvor mange læsere poesi har"

- digt af Iya Kiva (f. 1984, UA),

uddrag fra JEG VILLE GERNE FORTÆLLE JER (2023)

Igennem årene har Læseforeningen efterhånden spredt læselyst og skabt læsefællesskaber i hele Skandinavien, Brasilien, og Uganda. Disse bliver nu bredt ud til endnu flere lande: I år blev det Ukraine.

Formålet ved at tage til Ukraine var, at uddanne læseguider fra Odesa, som ligger ved Sortehavets nordkyst. Holdet bestod af 8 ukrainske aktivister, alle aktive en række forskellige NGO’er i Odesa, som igennem 3 intense dage modtog en kompakt kursus i guidet fælleslæsning, og kunne derigennem prøve kræfter med rollen som læseguide.  

Projekttanken begyndte allerede at tage form i marts 2024, hvor direktøren for organisationen Zmistom, Olena Tsedilina, kontaktede Læseforeningens direktør, Mette Steenberg. Olena deltog i et seminar om integration af ukrainske flygtninge gennem kulturindsatser på Ikast Brande Bibliotek, og så potentialet i et samarbejde. Olena og Mette blev hurtigt enige om, at Zmistoms indsatser om at skabe lokal sammenskabskraft i Odesa komplementerede Læseforeningens indsatser om at skabe meningsfulde fællesskaber med udgangspunkt i guidet fælleslæsning. Et år senere, d.27. juni 2025, var Mette og Troels på vej til Odesa med støtte fra CISU – Civil Samfund i Udvikling.

I et interview fortæller Troels, Ansvarlig for Projekter og Dokumentation, om sin og Mettes rejse. Han reflekterer over, hvor engagerede og åbne deltagerne var fra dag et. Disse egenskaber gjorde det nemt at komme i gang med kurset, fortæller han og uddyber således:

”Deltagerne forventede en undervisning baseret på akademisk forelæsning, men efter vi fik sat stolene i rundkreds og gik i gang med den første fælleslæsning var deltagerne hurtige til at tage fælleslæsningens afslappede normer til sig. De var helt med på den, og det var den helt rigtig start.”

I et lille dagbogsindslag på LinkedIn, reflekterer Mette ligeledes over hvordan deltagernes åbensindet tilgang har skabt en hel særlig stemning, når hun skriver:

”At det er muligt ved hjælp af tyve minutters fælles koncentreret opmærksomhed på et eneste digt at skabe et rum, der er både personligt vedkommende og samtidig socialt involverende kan stadig overraske, og fryde, mig.”

De guidede fælleslæsninger gik ud på at bruge litteraturen som adgangsnøgle til at snakke åbent om bl.a. fordrivelse, ensomhed, vrede eller håbløshed i en tid af politisk skrøbelighed og usikkerhed, men også hverdagstematikker, som kærlighed, familieliv, og venskaber. Deltagerne var enormt dygtige til at dykke ned i de perspektiverende lag under fælleslæsningerne, og var åbne overfor at bruge litteraturen til dette, fortæller Troels. Her bemærker han også, at de personlige erfaringer og oplevelser var vægtet højt i læsegrupperne.

Hvor blev krigen af?

”Man ville have troet at krigen ville poppe op som noget af det første. Det gjorde den faktisk ikke. Det gjorde den nogle gange, da vi spiste og var ude og gå tur. De ville gerne snakke om det, hvis man spurgte. Nogen rigtig gerne endda” reflekterer Troels, når han bliver bedt om at fortælle om noget, som overraskede ham under besøget. Derudover påpeger han, hvor imponeret han var over deltagernes engagement og vigtigst af alt – humor og latter, ”især fordi de står i alverdens problematikker”.

De samme indtryk dukkede op hos Mette, som skriver om en anekdote fra en af deltagerne som gjorde indtryk på hende, da hun spurgte hvorfor krigen fylder så lidt under besøget fra Læseforeningen. Til det sagde vedkommende:

”Hver dag, må vi i Ukraine beslutte sig os for at vælge det meningsfulde, det der skaber liv, samhørighed, tillid og glæde. Ikke som en form for eskapisme. Krigen er der. Snakken i pauserne bringer nyheder fra missilangrebet forrige nat i Odesa, men som en insisteren på, at selvom der er krig, så er ’livet større end krigen’”.

På en måde var krigen alle steder, men ingen steder at finde. I stedet, var Troels og Mettes besøg fyldt med menneskelige oplevelser, som bringer os alle, sammen; kærlighed, savn, sorg, nostalgi, længsel, og håb. Desuden var turen et bevis på, hvordan engagerede og dedikerede læsefællesskaber kan løfte ånden og skabe samhørighed – selv i svære tider. Turen har været en stor bekræftelse på den vigtige rolle, litteraturen har i samfundet, og dens berettigelse i krigstid, som Mette også skriver.

I en afsluttende kommentar reflekterer Troels med taknemmelighed:

”Det var rigtig dejligt at få den her fornemmelse af, at det vi (red. Læseforeningen) går og gør her, kan bruges i sådanne sammenhænge. Og at mærke deres gejst og engagement – det er super livsbekræftende og inspirerende”.

Mette og Troels’ besøg bliver efterfulgt at to online guidet fælleslæsninger, som har til formål at klæde de nyuddannede læseguider godt på, så de kan drage videre og skabe fællesskaber med læselyst andre steder i Ukraine. Projektet kommer til at løbe over 12 måneder, hvor Mette og Troels skal tilbage til Ukraine og videreuddanne læseguider. Derudover kommer projektledere fra Zmistom på besøg til Danmark i oktober og deltager i aktiviteter herhjemme.

Hvor den guidede fælleslæsning skal hen i verden nu er stadig ukendt, men indtil videre kan vi glæde os over en produktiv tur og fejre fællesskabet i litteraturens tegn.