Læseforeningen på Folkemødet 2026: Skønlitterær aktivisme i Danmark og Ukraine
Læseforeningen glæder os til snart at ramme klippeøen til gode samtaler og masser af inspiration fra de mange andre fantastiske gæster. Vi inviterer selv til to spændende talks som I kan læse mere om herunder. Og ellers så kig efter vores Læseforeningen-kasketter og sig hej!
Fredag den 12. juni 2026, KL.14:00-14:45, Folkets Debattelt
Kan litteraturen hjælpe os gennem livets kriser?
Hvordan kan litteratur hjælpe os med at håndtere livets store og små kriser?Læseforeningen og DFUNK inviterer til en samtale om, hvordan læsning og skrivning i fællesskab kan styrke vores modstandskraft. Læseforeningen står bag Skønlitterær Beredskabsplan (2026), en antologi sammensat af unge skønlitterære aktivister. DFUNK har i projektet Stemmer ud af boksen skabt en skrivekreds, hvor unge med flugterfaringer har sat ord på midlertidighedens mange former. Resultatet er antologien Alt er midlertidigt (2026). Med afsæt i de to udgivelser undersøger vi, hvorfor litteraturen er et særligt rum for fordybelse, refleksion og meningsfulde møder mellem mennesker. Efter et kort oplæg inviterer vi publikum til guidet fælleslæsning af udvalgte tekster fra de to antologier og til samtale om, hvordan litteraturen kan skabe fællesskab og nye perspektiver.
Arrangører: DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom og Læseforeningen
Lørdag den 13. juli 2026, kl 11.00-11.45, Kulturens Plads
Livet og kunsten er større end krigen
Læseforeningen og den ukrainske organisation Zmistom inviterer til en samtale på Kulturens Plads om litteraturens værdi i en krigstid. De to civilsamfunds organisationer har siden 2024 samarbejdet om at skabe skønlitterære frirum midt i krigen. I Danmark taler vi om åndelig oprustning og kulturel modstandskraft som demokratiets bolværk i en krisetid. Men hvad betyder litteraturen og den guidede fælleslæsning helt konkret for vores ukrainske kollegaer der lever med daglige droneangreb:
”Hver dag, må vi i Ukraine beslutte sig os for at vælge det meningsfulde, det der skaber liv, samhørighed, tillid og glæde. Ikke som en form for eskapisme. Krigen er der. Snakken i pauserne bringer nyheder fra missilangrebet forrige nat i Odesa, men som en insisteren på, at selvom der er krig, så er ’livet større end krigen’”.
På scenen vil du møde Mette Steenberg, direktør i Læseforeningen, Elena, direktør Zmistom og Olya, leder af Shared Reading, Ukraine. Efter en kort introduktion til projektet og deling af erfaringer med guidet fælleslæsning i Odesa, inviterer vi publikum til en kort guidet fælleslæsning af et ukrainsk digt. Det hele foregår på engelsk.
Arrangører: Zmistom og Læseforeningen