Nyt projekt: Læseforeningen søger ‘Ledende læseguider’ i Esbjerg, Svendborg, Randers og Aalborg  

Læseforeningen kan glædeligt dele nyheden om en bevilling fra Velux Fonden til et nyt, toårigt projekt, der skal styrke og udbrede guidet fælleslæsning i de fire byer: Esbjerg, Svendborg, Randers og Aalborg.

Med projektet ønsker Læseforeningen at skabe velfungerende, selvledede frivilligmiljøer, hvor voksne i alderen 60+ spiller en central rolle - vores ‘ledende læseguider’ - ved at være tovholder på lokale samarbejder, læsefællesskaber og være med til at danne rammerne for et godt miljø for alle læseguider i og omkring byen.  

Læseforeningen ser allerede gruppen af  60+ voksne som en stærk ressource i arbejdet med at skabe lokale læsefællesskaber. Mange seniorer har både tid, livserfaring og lyst til at engagere sig i meningsfulde fællesskaber. Vi oplever, at de ofte går ind i rollen som frivillig med stor dedikation og skaber trygge rammer, hvor litteraturens fællesskabende kraft kan udfolde sig.

Projektleder Troels fortæller om det nye projekt og den nye frivilligrolle:  

"I dette projekt rykker de frivillige endnu tættere på kernen. De bliver ikke kun læseguider, men også drivkræfter i at skabe stærke lokale fællesskaber og samarbejder. Det er en ny rolle, hvor de i høj grad selv skal samarbejde om og forme, hvordan fælleslæsningen slår rod i deres egen by".

Fra højskole til lokale læsefællesskaber 

For at forberede de nye ‘ledende læseguider’ godt til den opgave, som de skal løfte i deres lokalsamfund, så kommer de alle på et særligt tilrettelagt højskoleophold! Her skal vores nye frivillige både uddannes til læseguider og klædes på til at skabe lokale netværk og samarbejder. Derudover er højskoleopholdet grundstenen i det sparringsfællesskab, der skal være byerne og de ‘ledende læseguider’ imellem.  

"Højskoleopholdet bliver noget helt særligt, fordi de kommende ‘ledende læseguider’ skal klædes på til mere end de sædvanlige læseguideopgaver. Ud over at lære metoden guidet fælleslæsning, sætter vi fokus på punkter som fundraising, netværk og fællesskab, så de frivillige får mod og redskaber til at gå hjem og skabe noget nyt i deres by. Det bliver en uge fyldt med energi, inspiration og sammenhold," siger projektleder Troels. 

De frivillige får, ligesom alle andre læseguider, adgang til Læseforeningens landsdækkende frivilligprogram med masterclasses, erfaringsudveksling og vores årlige sommerskole. 

Hvem skal være vores nye ‘ledende læseguider’? 

Jamen måske skal det være dig eller en du kender? Vi søger tre positive og passionerede personer i henholdsvis Esbjerg, Svendborg, Randers og Aalborg.  

Måske passer et par af følgende udsagn på dig: 

  • Du er 60 år eller ældre  

  • Du er god til at samarbejde har lyst til at arbejde i et team  

  • Du elsker litteratur og har lyst til at dele din glæde med andre 

  • Du er udadvendt, venlig og god til at skabe trygge rammer for andre 

  • Du trives med at arbejde struktureret og holde overblik 

  • Du har flair for kommunikation 

  • Du har en interesse for dit lokalområde og lyst til at engagere dig i det 

  • Du kan tænke kreativt og finde løsninger når noget er udfordrende 

  • Du er vant til at bruge IT, f.eks. mails og dokumentdeling 

 

Vi tilbyder: 

Som ledende læseguide får du et 5-dages højskoleophold, hvor kompetente professionelle klæder dig på til rollen! Opholdet inkluderer uddannelsen i metoden guidet fælleslæsning.  

 

Lyder det som noget for dig eller vil du høre mere? 

For at ansøge til at blive ‘ledende læseguide’ for Læseforeningen skal du udfylde dette ansøgningskema og sende det til troels@laeseforeningen.dk

Vi svarer hellere end gerne på spørgsmål via telefon og mail: 

For information om Svendborg og Esbjerg: 61339631, anne@laeseforeningen.dk 

For information om Aalborg og Randers: 28736856, troels@laeseforenigen.dk 

 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Næste
Næste

I litteraturen er du aldrig alene: Bliv frivillig læseguide og vær med til at modvirke ensomhed blandt ældre i København og Odense