Online fælleslæsning juleaftensdag og nytårsaften: Alle er velkommen!
Har du lyst til et poetisk afbræk i juletravlheden eller synes du det kunne være rart at mødes med andre over en god historie og et smukt digt før krudtet bliver fyret af nytårsaften? Måske fejrer du ikke jul i år men har lyst til selskab? Hvad end din bevægegrund er, så er du mere end velkommen til fælleslæsning juleaftensdag og nytårsaften.
Vi læser på zoom. Vi læser med metoden guidet fælleslæsning. En læseguide fra læseforeningen læser højt. Vi læser langsomt og der bliver holdt pauser i læsningen.
I pauserne taler vi sammen om hvad der er blevet læst og hvilke ting det har vækket hos den enkelte. Måske er det en undren, der afføder et spørgsmål, mens en anden deltager er blevet mindet om noget bestemt fra sit eget liv, mens der blev læst. Læseguiden er trænet af Læseforeningen i at vælge litteratur der passer til formålet og i at stille spørgsmål, der åbner op for teksten og inviterer ind i læsningen.
Til læsningerne er der ingen rigtige og forkerte tanker og følelser. Hverken om de tekster, vi læser, eller de erfaringer, vi hver især medbringer.
Læsningen er for alle, selvfølgelig også for dig som slet ikke fejrer jul eller nytår men har lyst til at lave noget rart alligevel.
Som altid læser vi spændende tekster!
Vi læser på følgende tidspunkter:
Juleaftensdag, 24. december kl. 15.00 – 16.00
Nytårsaften, 31. december kl. 20.00 - 21.00
Læsningerne foregår online på zoom. Efter hver læsning er der mulighed for at blive hængende lidt for at sige god jul/godt nytår, sludre lidt og skåle i hvad man nu end drikker.
Tilmelding her: