Vi spejler os i ord
En samskabt udstilling, der dokumenterer Læseforeningens indsats i Region Hovedstadens Psykiatri og Socialpsykiatri gennem fotos, lyd og dokumentariske digte.
Udstillingen Vi spejler os i ord er formet af antropolog og dokumentarisk kunstner Arendse Reeh (f. 1997) i samarbejde med deltagere fra læsefællesskaber ved Psykiatrisk Center Ballerup og Kompasset - et aktivitets- og samværstilbud i Sundby. Udstillingen ønsker at dokumentere, hvad skønlitterære læsefællesskaber kan for mennesker med psykiatrierfaring udtrykt med deres egne ord, blik og stemmer.
Udstillingen består af tre dele; en videoinstallation, en fotoserie og dokumentariske langdigte. Alt sammen formet i en samskabende proces med deltagerne i læsefællesskaberne. Udstillingen har sin fysiske form i LiteraturHaus og på Nørrebro Bibliotek i November og December 2025.
Jeg har tusind ønsker
Videoinstallationen Jeg har tusind ønsker (lyd og grafisk videomateriale) sætter fokus på deltagernes oplevelse af at kunne spejle sig selv i de læste tekster. Deltagere fra læsefællesskaberne læser i videoinstallationen citater op, som har rørt dem særligt undervejs i fælleslæsningen. Installationen ønsker at give et indblik i den resonans og spejling, deltagerne oplever i litteraturen.
I installationen bliver der læst højt fra følgende bøger:
Sommerbogen, Tove Jansson. Kaj, Finn Søeborg. Det nemme og det ensomme, Asta Olivia Nordenhof El Quinto, Klaus Rifbjerg Barbar, Amina Elmi. Angst, Lola Baidel. Bryd op før regnen kommer, Alexandra Fuller. Det er himlen, der trækker vejret, Sofia Heilmann-Clausen
Jeg tager mig selv med til læsning
Ned gennem udstillingen kan du følge deltagernes blikke gennem billeder fra tre engangskameraer, taget mellem møderne i læsefællesskaberne. Fotoserien undersøger den stemning, som deltagerne tager med ind og ud fra læsefællesskabet i deres eget liv og hverdag.
En samtale om
En samtale om består af dokumentariske langdigte, du kan læse og lytte til ned gennem udstillingen. Digtene er blevet til ud fra samtaler, deltagere har haft under fælleslæsninger i Psykiatrisk Center Ballerup og Kompasset i Sundby og er skrevet som en kollektiv stemme ud fra flere af deltagernes refleksioner.
Arendse Reeh har formet digtene ud fra deltagernes refleksioner og kommentarer til fælleslæsningerne for at skabe et indblik i, hvilke fælles samtaler der udspringer af litteraturen.
Digtene kunne i den fysiske udstilling i LiteraturHaus og på Nørrebro bibliotek læses og lyttes til i samme fysiske rammer, som læsningerne normalt foregår. Ved et bord med spredte tekster og kaffekopper som en dokumentarisk genskabelse af læsefællesskaberne.
En samtale om Skotøjsæsken
af Annette Bjergfeldt fra Mr. Saitos rejsebiograf
Jeg kan godt lide mennesker, der går helt let,
som om de flyver hen over jorden
Går du sådan selv?
Nej, men jeg kunne godt tænke mig det
bare at svæve rundt i et lokale
Det er som om, Fabiola vokser,
da hun bliver set for det, hun kan
ligesom i den grimme ælling,
så vokser hun sig til en svane
Jeg tænker,
at skoene er som en slags arv, hun tager med sig
Hun kunne ikke se nonnernes fødder
i det kloster, hun voksede op i,
men man kan ikke løbe fra sine gener
Jeg tænker på min mormor
Min mor havde hende kun de første to måneder, hun levede
Så det har vi arvet
en ikke så kærlig og varm mor,
fordi hun ikke havde en selv, da hun voksede op
Da jeg var barn,
ville jeg egentlig gerne have boet i et kloster
i den ro
men da Fabiola så vælger at rejse fra klostret i historien,
så forstår jeg hende godt
at hun har brug for eventyr
De faste rammer kan være kvælende
Omsorgfulde og indsnævrende
Da jeg var barn, drømte jeg om at blive hentet
af rumvæsner
Jeg ville savne min familie,
men jeg ville i det mindste komme ud og opleve noget
Mens du læste, kunne jeg lugte gaderne, du beskrev
så menneskenes bevægelser
lugtede læderet fra skoene
I dag virker det, som om hele verden dufter ens
Man skal i hvert fald meget langt væk for at møde en anderledes duft
Da jeg var barn, duftede steder forskelligt
I dag dufter hele europa ens
Jeg oplever historien fortæller noget
om min egen hverdag
Jeg har brug for stabilitet
Hvis der ikke er ro i hverdagen,
så er det svært at komme sig
På en måde tror jeg,
at vi alle lidt har brug for vores eget kloster,
men ikke hele tiden
Hvis jeg boede i et kloster hele tiden,
så ville jeg kede mig
og gå i stå
Det er bare sådan,
at når man har en sårbarhed under overfladen,
så er det vigtigt at have sig selv med
Det er balancen
For nogle mennesker har brug for struktur for at overleve,
hvor andre må forlade strukturen
for ikke at blive kvalt
Alt det vi plejer at gøre giver mig kvalme
Jeg tror også, jeg ville have forladt klosteret
måske bare ikke for at sælge sko
En samtale om Bryd op før regnen kommer
af Alexandra Fuller
Man kan tænke,
at alle lever rosenrødt,
men det gør alle jo ikke
Man kan ikke planlægge sig
ud af kaos
som teksten siger
Kaos er altings begyndelse og
afslutning
Man skulle tro at rammer skaber ro,
men på den lukkede bliver vi vanvittige af al den ro
For mig er der alligevel mere ro her end derhjemme
Når jeg tager hjem, går der ikke længe, før jeg har brug for at komme her igen
Når jeg går ind over dørtærsklen
så kan jeg trække vejret
bare lige at komme her 1-2 dage
så kan jeg lidt igen
Vi bliver oplært i at kontrollere
kaos
Vi er oplært i
better safe than sorry
Vi bliver oplært i
prepping,
men jeg nægter
Det er bare pressemøder, pressemøder
hele verden der brænder
Men hvor skal vi gå hen og finde ro
hvis ikke her?
En samtale om novellen Kaj
af Finn Søeborg
Det første, jeg kommer til at tænke på, er,
at ting gerne må tage tid
Det at de kører i tog i 10 år
og langsomt udvikler et venskab
Der er noget rart ved, at de tager sig tiden
langsomt siger hej til hinanden
og først efter tid giver en julegave
For mig virker det urealistisk
at han sidder på et tog hver dag
Der må ikke have været meget i hans tilværelse
når han bliver så glad for at finde en ven i toget
Han er vel ensom
Så derfor går han meget op i det
Det at elske nogen har også en bagside
At han ikke har andre glæder i sit liv end Kaj
det er lidt deprimerende
Hvordan kan to mennesker der er så ens mødes
Det er sjældent ikke?
Det er måske det, der tiltrækker dem til hinanden
at de er introverte og generte
og begge nærmer sig hinanden så langsomt
Som før i tiden
da vi var uden telefoner
Det er måske derfor de møder hinanden i den tid og ikke i vores
At man dengang mødte andre mennesker
Jeg mødte altid nogen jeg ikke kendte, da jeg studerede
på færgen på vej hjem fra Aarhus
så sad vi og talte
Det tror jeg ikke, man gør i dag
møder en fremmed i S-toget, der bliver din ven
En samtale om Katten
Fra sommerbogen af Tove Jansson
Jeg sidder og tænker på gamle Cher
jeg var en lille dreng,
og jeg skulle se, hvad en kat kunne,
så jeg rev den i halen
Fordi min mor var så super kompleks og overbeskyttende,
så hun kun, at den gjorde mig fortræd,
så hun fik den dræbt
så når du spørger mig, hvad jeg tænker på, når jeg tænker på en kat
så tænker jeg på ham
Jeg tror lige, jeg skal have en smøg
(Vi læser videre om Sophia og hendes kat Mappe)
Hvad tænker I om Sophia og katten?
Det er som om, hun ikke rigtig har sat sig ind i,
hvad en kat er for en størrelse
det er som om
hun projicerer sine egne menneskelige følelser over på katten
Når hun kalder den en morder
og ikke kan kende forskel på et lig og en rotte
Hun lyder som et bysbarn
Men så er det, som om katten bliver sin egen
og løsriver sig fra Sophia
Den tager situationen i egen pote og tænker:
Det her cirkus kan jeg simpelthen ikke overskue
Jeg bliver nødt til at køre mit eget løb
Jeg får ingen ros, de tager min mad, jeg møjsommeligt har fanget til dem
Straf i stedet for belønning
det gider jeg ikke
Så derfor løber katten i skoven
Er katten i virkeligheden et traume Sophia bærer rundt på?
Det virker som om, hun har givet lidt slip på den eller hvad?
Det ved jeg ikke rigtig, måske tvungent.
En tvungen distance
Som hun siger:
“Hvis jeg tilgiver ham, hvad sjov er der så ved det, hvis han bare er ligeglad”.
Den der følelse af ikke at kunne give helt slip
Det er som om katten har overtaget hendes psyke
jo mere den trækker sig væk
jo mere elsker hun den
elsker eller hader
Det er som en slags besættelse
af et eller andet som bare er et dyr
Det er som om, hun har en mangel i sit liv
og den mangel bliver projiceret over på katten,
der bliver til et ufrivilligt offer
Alle hendes mangler i en kat
og den kan slet ikke leve op til det
for det er jo bare en kat
Hun skulle måske bare acceptere,
at katten er en kat,
der frit jager i skoven
Der er et element af selvpineri
det nogen gør
hvad hedder det?
sadomasochisme
at have brug for noget, der gør ondt
Det er ikke det samme,
når hun pludselig får bedstemoderens kat, der er nem og let
Jeg kan måske godt genkende
at blive fanget ind i sådan en halvdårlig vanemæssig adfærd,
som man måske egentlig gerne ville ud af,
men det er blevet så velkendt
og tryghedsagtigt,
at man måske kan blive bange for at bryde ud af det
Så når man får chancen, så bliver man alligevel nervøs for
det ukendte
det andet liv ser måske bedre ud,
men det dårlige er måske blevet så vanemæssigt
at tage et skridt væk er alligevel en udfordring,
selv om man tænker “bare det her kunne stoppe”,
så når muligheden kommer, er der alligevel
en tryghed i det ubehagelige
Det er også som om, hun ikke rigtig kan gøre for
at det er den kat, hun elsker
Den som er besværlig og gør hende ked af det.
Ja på en eller anden måde
har den der kat en hel masse dele, som hun hader
men alligevel så er det bare katten for hende
En samtale om Barbar
af Amina Elmi
Jeg er meget god til at forlade
Jeg er lykkeligst, når jeg er væk
Sådan har jeg det ikke
Jeg hører til Farum,
hvor jeg er fra
Jeg føler lidt, jeg har været så mange år væk fra,
hvor jeg er vokset op
Mine barndomsvenner bor der jo heller ikke mere,
så på en måde er der vel en tilknytning,
men alligevel ikke
Jeg hører til mit barndomshjem
Jeg er lige flyttet hjemmefra
og alting er nyt
og svært
Min bror har nemmere ved at tilpasse sig
Hans hjem er hans omgivelser
det han laver
hans venner
hvor han er
Jeg havde det meget sådan engang, da jeg flygtede fra en sorg,
der var knyttet til en by
Der elskede jeg at sidde på en fremmed bænk
et fremmed sted
De første dage
kunne jeg trække vejret lettere
Der var bygninger og gader
helt tomme for minder
En samtale om Ond i sulet
af Naja Marie Aidt
Jeg synes mere teksten handler om
ensomhed
end om angst
En sær hævn mod søsteren
Jeg lider selv af angst
men jeg har ikke brug for at hive nogen
ned i mørket
Jeg isolerer mig selv, når det er
Hovedpersonen er meget bange for at være alene,
så hun vækker søsteren
På alle mulige måder
forsøger hun at holde hende vågen
Det med ikke at kunne sove kan jeg godt genkende
jeg har aldrig kunne sove
men jeg havde ingen søster at vække
Jeg læste Anders And blade
for ikke at være alene
Jeg ved ikke, hvad det er
der gør det er svært at sove
måske er det at miste kontrollen
og overgive sig til søvnen
Så hun banker
og banker kosteskaftet mod gulvet,
så søsteren ikke sover uden hende
Jeg gik ind til min mor og sov i stedet
For at være bundærlig
sov jeg nok hos hende til jeg var 12
Når der er andre, når jeg er tryg,
så kan jeg godt sove
Jeg var ikke så bange for at være ensom
jeg var mere bange for ikke at høre til
Jeg viser ikke min angst til nogen,
for så er der også deres reaktion
at forholde sig til
Jeg fortæller ikke om de
krystalklare tanker indeni mig
De kan ikke formuleres til andre
Der er nok også en skam ved det,
når du siger, du er angst,
og folk spørger for hvad
Hvad kan man så sige: for det hele?
Det kan du da ikke være, siger de så
Men angsten den ruller frem i kroppen
som en fysisk fornemmelse
Til at begynde med lige til at bære
holde ud
en uro
Så sætter den sig som tanker,
og så er den ikke til at bære mere
Det er rart at dele med andre,
der også deler angsten,
så kan man dele angsten sammen
Jeg har ikke angst
det er ikke min ting,
men når I taler om den,
så ser jeg det mere som om
I besidder en forøget fornemmelse
Som et musikalsk øre
Så har I ører, der kan fornemme og sanse noget, før andre
Noget usynligt
som I efterfølgende kan reflektere over om er værd at fornemme
Ja
jeg mærker alle andres følelser,
de disharmoniske, usynlige ting omkring mig,
Det er dem, der bliver til angst i min hjerne
En samtale om Haven
af Josefine Klougart
Jeg kommer også til at tænke
på min egen have
der er i udvikling lige nu
stikkelsbær
knopper
Jeg plejer at se på verden meget bredt
men her ser jeg detaljerne
som i tekstens have
Man kan trække vejret
Min veninde sagde forleden
at det er en lettelse
hver gang hun får en pause
Tænk at det er sådan verden er
At jeg’et er alene i haven
at jeg’et vågner alene
og opdager, at alt en dag vil bevæge sig videre
poplerne og bævreaspene
solsortene
Jeg sidder bare og tænker
jeg ved ikke, om det er mig,
der tænker for meget
men de der stikkelsbær,
det er i efteråret, de kommer
den natur der springer ud
og det, der går til grunde
Stikkelsbær og død
“Det havde jeg svært ved at forstå”
“Det forstår jeg godt”
Det er måske bevægelsen
i alt det, der er i fuldt flor nu,
som vi ved er væk om et halvt år
Et tab af uskyld
rædsel og eufori
alt det levende
der en dag holder op med at være levende
Jeg kommer til at tænke på,
når jeg er i skoven
og stopper op og kigger
og ser alle bevægelserne på én gang
Jeg ser ned i skovbunden
og først ligner det bare jord og blade
men lige pludselig ser jeg,
hvor meget det kribler og krabler,
hvor meget bevægelse, der faktisk er,
når du får øje på det
Det får mig til at tænke på,
hvor meget vi er i bevægelse
selv når vi tror, vi står stille
At lukke øjnene
og mærke
hvor meget vores fødder bevæger sig
Teksten gør alle bevægelser afhængige af hinanden,
når solsorten bider i brødet, ligger brødet og ruller rundt
når bøgen skubber bladene
Og man er selv den her person,
en del af det system
lige her, lige nu
men på et tidspunkt ikke mere
Det er en rystelse at opdage,
at man bare er en i mængden,
at blive bevidst om
at man ikke er verdens navle,
som man ellers kan føle,
når man er barn
da ens egne bevægelser virkede som et centrum
i stedet opdage at vi bliver ældre, bliver til stilstand
og dør
ligger i mulden og bliver til orme
