Bliv frivillig læseguide og vær med til at skabe fællesskaber om litteratur i Helsingør!

Vi søger stadig én frivillig læseguide i Helsingør og omegn, der har lyst til at være med til at skabe stærke læsefællesskaber. Du bliver en del af en velfungerende gruppe af læseguider, der står for læsegrupper i Toldkammeret, Domkirkens Hus, Børnenes hus, på biblioteket på Kulturværftet og på Psykiatrisk Center Nordsjælland.

Vi vil gerne starte aktiviteter endnu flere steder i Helsingørområdet – f.eks. Espergærde eller Hornbæk - og det er netop her, du kommer ind! Så hvis du har lyst til at engagere dig i områdets liv, er glad for litteratur og har lyst til at være med til at skabe lokale fællesskaber omkring god litteratur, så er det dig, vi mangler.


OM OS OG OM AT VÆRE LÆSEGUIDE

Læseforeningen er en civilsamfundsorganisation, der arbejder for at skabe øget trivsel og mental sundhed ved at etablere skønlitterære fællesskaber for folk i alle aldre, livssituationer og på tværs af samfundslag. Vores læsegrupper faciliteres af frivillige læseguider uddannet i Læseforeningens metode guidet fælleslæsning.

Som frivillig læseguide læser du én gang ugentligt i ca. 1,5 time sammen med din læsegruppe. Du kan læse alene eller dele læsegruppen med en anden læseguide.

Du vil blive uddannet i metoden guidet fælleslæsning og blive en del af Læseforeningens frivilligprogram med bl.a. løbende sparring og erfaringsudveksling med andre frivillige.

Vi forventer, at du efter at have fået uddannelsen kan forpligte dig som læseguide min. 1 år. Du kan læse mere om vores arbejde, metode og læseguideuddannelse her på vores hjemmeside.

 

VI TILBYDER

• En 3-dages uddannelse, hvor du bliver uddannet i metoden guidet fælleslæsning og får en grundig introduktion til, hvordan du faciliterer din egen læsegruppe

• Støtte til at komme i gang som læseguide

• Et dynamisk frivilligmiljø og del af et frivilligprogram, der understøtter dig i din praksis

• Adgang til litteraturforum - et online tekstarkiv for alle aktive frivillige i Læseforeningen

 

ANSØGNING

Vi uddanner løbende læseguider, så send en motiveret ansøgning til helsingoer@laeseforeningen.dk ved at bruge dette ansøgningsskema.

Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til helsingoer@laeseforeningen.dk.

Som opfølgning på din ansøgning inviterer vi dig til en samtale med en repræsentant fra Læseforeningen og/eller for læseguiderne i Helsingør. Samtalen kan også foregå over zoom.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!'

Forrige
Forrige

Opråb! Læseforeningen søger unge skønlitterære aktivister i og omkring Aabenraa

Næste
Næste

Pressemeddelelse: Skønlitterære følgevenner bygger bro sammen med unge i udsatte positioner