Læseforeningens årsberetning og årsrapport (regnskab) 2024

Den 25. april 2025 afholdt Læseforeningen generalforsamling og i den forbindelse blev årsberetningen og årsregnskabet for 2024 præsenteret.

Direktør Mette Steenberg skriver i hendes introduktion til årsberetningen:

“Året der er gået, har været præget af to stærke sideløbende bevægelser. På den ene side har vi haft fokus på at skabe adgang til læsefællesskaberne, også for de grupper i samfundet som i særlig grad oplever marginalisering og udenforskab; mennesker med bevægelseshandicap, ældre lejlighedsbundne borgere, og mennesker med minoritetsbaggrund og flygtningeerfaringer, både nytilkomne og de for hvem dørene aldrig har åbnet sig.


På den anden side har vi været optagede af at skabe plads til den skønlitterære aktivisme, der har bragt poesien ind som væsentlig stemme i de helt store samfundsdebatter om køn, krig, klasse og klima, kulminerende med et stort klimeevent på Christiansborg med deltagelse af lydhøre politikere, frivillige læseguider og engagerede unge aktivister.
I det hele taget oplever vi at bryde lydmuren på en helt anden måde end tidligere. Dette skyldes et efterhånden vidtforgrenet netværk – den skønlitterære infrastruktur bygget op startende fra psykiatrien og videre ud i civilsamfund – som nu for alvor forgrener sig og binder mennesker og indsatser sammen på tværs af landet.

Vi har i dagligdagen berøring med aktører fra de øvrige civilsamfundsorganisationer, lokale og nationale, kommunale institutioner og medarbejdere, væresteder, sygehuse og sundhedscentre, sognegårde, beboerhuse, biblioteker, museer og teatre, alt sammen i kraft af de mange aktive frivillige læseguider og samarbejdspartnere rundt omkring i hele landet, der hele tiden bliver ved med at finde på nye steder at bringe litteraturen hen. Samtidig bidrager vi aktivt til nationale alliancer (Læsekoalitionen - for mere læselyst) og netværk (Folkebevægelsen mod ensomhed) samt indenfor Kultur & Sundhedsfeltet og skaber fælles viden sammen med forskningsinstitutioner (Statens institut for Folkesundhed, SDU) om de fællesskaber, der opstår når ”mænd mødes om skønlitteratur” og Aarhus Universitet nær det gælder ”unges skønlitterære engagement”. Endelig har vi selv taget initiativ til et netværk for dem, der læser i og på tværs af psykiatrien som sammen opsøger viden og kunst om psykiatri og mistrivsel. Den skønlitterære infrastruktur har vi i året der er gået yderligere styrket gennem frivillige læseguiders aktive følgeskab, når mere erfarne deltagere slår følge med de, for hvem litteraturens fællesskaber er uvante. Alt sammen for at skabe og styrke adgang, også for de mennesker der befinder sig i de mest udsatte og sårbare positioner og for at bruge den kraft, der er i litteraturen til at skabe et almenmenneskeligt fællesskab, der nedbryder skel og fordomme på tværs af sociale vilkår og kulturelle baggrunde.


Som et billede på den mangfoldighed og inklusion litteraturen kan skabe, vil jeg til allersidst fremhæve ”Tilst Læser - Festival for litteratur og mangfoldighed” afholdt under LitXchange, Aarhus i juni måned. 200 mennesker fra alle samfundslag og alle aldre var samlet i og på tværs af litteraturen og dens fællesskaber. Festivalen står for mig som et billede på vores arbejde, når det er allerstærkest: At sætte litteraturen i svingninger gennem fælleslæsning, på en måde der bringer unikke stemmer i al deres mangfoldighed og egen ret i dialog med det fællesmenneskelige. Det er i den kobling at både individet og vores demokratiske samtale og samfundet styrkes.”

Læs hele årsberetningen og årsrapporten (årsregnskab).

Næste
Næste

Læseforeningen søger studentermedhjælper i København 15 timer ugentligt til frivilligledelse og projektkoordinering