Fotoserie: Fælles om læsning - konference på Godsbanen den 7. november 2025

"Det var som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden."

- Fra 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' af Thomas Korsgaard, 2017

I fredags afholdte vi konferencen 'Fælles om læsning' på Godsbanen i Aarhus. 90 mennesker med passion for litteratur og uddannelse havde meldt sig til, og vi havde en helt igennem fantastisk dag. Stor tak til alle som deltog!

'Fælles om læsning' var en afslutning på projektet af samme navn og er et samarbejde mellem VIA og Børn og Unge, Aarhus Kommune. Projektet har i de seneste tre år systematisk afprøvet metoden guidet fælleslæsning i folkeskolen. Her har 8.klasses elever skabt læsefællesskaber for de yngre klasser med et formål om at skabe læseengagement blandt eleverne og en ny type læsekultur på skolen.

’Fælles om læsning’ viser værdien i at læse sammen - som et alternativ til den stille, individuelle læsning. Til konferencen vil vi præsentere projektet og hvad det – og alle de seje unger som har været med – har lært os. En kæmpe tak til dem også!

Det kan være svært at opsummere sådan en videnstung dag med få ord, men der var; Kaffe og croissanter, peptalk og poesi fra forfatter Mads Mygind, fælleslæsning (af blandt andet Thomas Korsgaards tekst ovenfor), oplæg fra Stine Reinholdt Hansen, ph.d., Center for Anvendt Skoleforskning, erfaringer fra projektet af Lise Majgaard, lektor på VIA, panelsamtale med de deltagendes skoler og endelig oplæg med dramatiker og forfatter Line Knutzon om den gode historie.

Undervisningsmaterialet som blev udgivet i forbindelse med projektet bliver tilgængeligt på vores hjemmeside i nærmeste fremtid. Tak til Børne- og Undervisningsministeriet.

Tak til Søren Zeuth for fotos!

Næste
Næste

Bliv frivillig læseguide i Læseforeningen og vær med til at skabe fællesskaber om litteratur i Helsingør!