Fotoserie: Konference og fernisering i LiteraturHaus - Skønlitterær brobygning og medskabelse i Region Hovedstadens Psykiatri, 14. november 2025
Læseguide Lars, fortæller om hans vej til at blive læseguide i psykiatrien.
Læseforeningen inviterede i fredags til konference og efterfølgende fernisering i anledning af afslutningen på metodeudviklingsprojektet Skønlitterær brobygning og medskabelse i Region Hovedstadens Psykiatri – et samarbejde mellem Læseforeningen og Skolen for Recovery, støttet af Velux Fonden. Det foregik i smukke rustikke rammer hos gode LiteraturHaus på Nørrebro i København.
I tre år har Læseforeningen sammen med patienter, pårørende og fagprofessionelle udviklet og afprøvet en model for, hvordan skønlitterære fællesskaber kan skabe brobygning mellem psykiatri og civilsamfund. Projektet har vist, hvordan litteraturen kan danne rammen for meningsfulde møder, hvor mennesker med psykiatrierfaringer får mulighed for at indgå som aktive medskabere i fællesskaber omkring et tredje, der ikke er sygdom. På konferencen fik alle deltagere et indblik i projektets forløb og resultater, og der blev delt både rørende og inspirerende erfaringer og beretninger fra praksis. I forbindelse med dagen udgav vi en lille pjece om projektet. Den kan alle interesserede hente her.
I forlængelse af konferencen afholdt vi fernisering for udstillingen Vi spejler os i ord af antropolog og kunstner Arendse Reeh. 'Vi spejler os i ord' er en samskabt udstilling, der dokumenterer Læseforeningens indsats i Region Hovedstadens Psykiatri og Socialpsykiatri gennem fotos, lyd og dokumentariske digte. Udstillingen er formet af Arendse i samarbejde med deltagere fra læsefællesskaber ved Psykiatrisk Center Ballerup og Kompasset - et aktivitets- og samværstilbud i Sundby. Udstillingen ønsker at dokumentere, hvad skønlitterære læsefællesskaber kan for mennesker med psykiatrierfaring udtrykt med deres egne ord, blik og stemmer.
Udstillingen består af tre dele; en videoinstallation, en fotoserie og dokumentariske langdigte. Alt sammen formet i en samskabende proces med deltagerne i læsefællesskaberne. Udstillingen kan nu opleves på Nørrebro Bibliotek indtil årets udgang.
Tak til Dorte Bukdahl, Partner i Mobilize Strategy Consulting og forfatter til bogen Gode løsninger til svære sociale problemer, Lise-Lotte Damkjær fra Offsides Sociale Haver, Peter Westermann Regionsrådsmedlem og formand for Depressionsforeningen, Mette Boskov Vedsmand, Centerchef, Din Sociale Indgang i Socialforvaltningen, læserguider Lars, Sanne og Sofia, dokumentaristisk kunstner Arendse Reeh og alle jer som deltog!
Endelig tak til Velux-Fonden for at gøre det hele muligt.