Nyt intiativ: Har du allerede uddannelsen i guidet fællesning og vil du være med til at skabe online læsefællesskaber for mennesker med handicap?

Det er ikke mit handicap/jeg slås med/men verden omkring mig” Sådan skriver forfatter Caspar Eric i hans digtsamling ’Nye Balancer’ fra 2023, et værk der beskriver hvordan det er at være en handicappet krop i livet og i samfundet.  

Læseforeningen har fået midler fra Jascha Fonden til at skabe øget adgang til meningsfulde fællesskaber og modvirke ensomhed og social isolation for mennesker med fysiske handicap som ikke har samme adgang til kulturaktiviteter og fællesskaber, som andre. Det er vi vildt glade for! På et generelt plan, håber vi – ligesom Caspar Eric gør med sine digte – at være med til at skabe øget dialog om mennesker med handicaps rettigheder og repræsentation i samfundet.

Med hjælp fra blandt andet gode frivilligkræfter har vi mere specifikt udviklet et pilotprojekt, der i første omgang skal etablere online læsefællesskaber for mennesker med handicap.  

Vi leder derfor efter uddannede læseguider, som kunne tænke sig at læse online for mennesker med handicap. I udgangspunkt leder vi efter 15 læseguider, som kan læse en gang om ugen eller hver anden uge fra april til oktober. Vi håber, at projektet forlænges, og at man har lyst til at forsætte sin online læsegruppe, men det er ikke et krav.

Opgaven kunne være noget for dig hvis du:

  • Har lyst til at give dig i kast med guidet fælleslæsning online.

  • Gerne vil være med i den spæde start af en ny indsats, der har potentiale til at vokse, udvikle sig og som kan gøre en stor forskel for de mennesker der deltager.

  • Er interesset i at læse for en ny målgruppe.

 

Bemærk at:

  • Har du en anden læsegruppe allerede, behøver du ikke nødvendigvis at forberede dig ekstra, men kan ofte  læse de samme tekster i begge grupper.

  • Det er en fordel, men ikke et krav, hvis man kan læse i tidsrummet 10-15 på hverdage.

  • Tilmeldinger til læsegrupperne vil i første omgang gå igennem vores kontaktpersoner fra de patient- og handicaporganisationer, vi samarbejder med. Som læseguide i dette projekt skal man dog være indstillet på at dele sin mail, så man på sigt selv kan modtage tilmeldinger og afbud til ens læsegruppe (til gengæld er der ingen transporttid eller print).

  • Er der interesse for det, så vil kontaktpersonerne gerne hjælpe med at arrangere et fysisk møde for ens læsegruppe-deltagere senere i læseforløbet. Det er ikke et krav, men det er fint, hvis man som læseguide gerne vil deltage.

 

Vigtige datoer:

– Vi afholder et online infomøde d. 21. februar kl. 20 til 21. Her vil Andreas introducere til projektet og man har mulighed for at tale med nogle af vores kontaktpersoner. Er man interesseret i at deltage skal man sende Andreas en mail på andreas@laeseforeningen.dk. Deadline for tilmelding d. 18. februar (Kan man ikke deltage i infomødet kan man skrive til Andreas for at afklare eventuelle spørgsmål. Under alle omstændigheder er frist for endelig tilmelding den 28/2 via mail til Andreas.)

– Troels fra Læseforeningen afholder den 4. marts 20-21 et online intromøde om de tekniske aspekter ved at læse online. Deltagelse er frivillig – måske har du allerede helt styr på den slags. Tilmeldinger skal sendes til Troels på troels@laeseforeningen.dk . Deadline for tilmelding d. 28. februar.

– Den 7. marts 20-21 holder Læseforeningens læseguider Dea og/eller Signe et online intromøde om det at fælleslæse online. Deltagelse er frivillig. Tilmelding skal sendes til Andreas på andreas@laeseforeningen.dk . Deadline for tilmelding er d. 28. februar.

 
OBS: Deltager man i infomødet, kan man sende Andreas en samlet tilmelding til de møder, man ønsker at deltage i. Den skal i så fald sendes senest d. 18. februar.

Som et led i generelt at sætte mere fokus på handicapområdet, håber vi også at kunne invitere alle læseguider til en gratis online masterclass med forfatter og aktivist Caspar Eric i foråret 2024. Mere info herom følger.

Vi håber at høre fra jer 😊

Forrige
Forrige

Gør en forskel med litteratur: Vi søger nye frivillige til at læse med voksne i udsatte positioner

Næste
Næste

Vi søger frivillige læseguider til at fælleslæse med børn, unge, forældre og familier i Helsingør - Skal du være med?