Læsning med nye borgere

Op til den internationale litteraturfestival LiteratureXchange i Aarhus har nye borgere læst med Læseforeningen.

 

Guidet fælleslæsning på danskhold

I april 2018 gav Kulturforvaltningen i Aarhus mulighed for, at Læseforeningen kunne etablere et samarbejde med Lærdansk om at tilbyde nye borgere på sprogkurser en introduktion til guidet fælleslæsning.            

To frivillige læseguider fra Læseforeningen mødte derfor op på to forskellige hold, i en time af den ugentlige undervisning, med vores tilbud om guidet fælleslæsning. En lang række nationaliteter var repræsenteret (Kina, Kosovo, Mexico, Spanien, Grækenland, Australien, Columbia, Indien, Palæstina, Holland, Letland, Filippinerne, Libanon, Syrien, England, Finland, Kasakhstan, Polen, Iran, Rumænien, Litauen og Letland). Fælles for alle er, at de er nye i Danmark og i Aarhus – og er i gang med at lære dansk.

Vi læste korte tekster som supplement til den daglige undervisning og gav os tid til højtlæsning, den oplevelsesorienterede læsning og samtale, ordforklaringer m.v. Tempo og tekstvalg var tilpasset de deltagende kursister på trin 4.

Efter vores introduktion og besøg hos Lærdansk er kursisterne blevet informeret om og inviteret til at deltage i festivalen LiteratureXchange i Aarhus, samt i en 10 ugers åben læsegruppe for nye borgere i Aarhus på Åby Bibliotek fra d. 6. august.

Læsning med nye borgere.pngLæsning med nye borgere.png

Sprogtræning og fællesskab

Guidet fælleslæsning adskiller sig fra andre sociale og kulturelle initiativer ved, at det ikke kræver forberedelse og møder deltagerne på deres præmisser. Læsegrupperne er en aktivitet, som alle kan være med til, hvor litteraturen ansporer til meningsfulde samtaler og fællesskab. Med læsegrupperne, der er tilknyttet LiteratureXchange, inviteres de nye borgere ind i byens kulturliv. Efter læsegruppesessioner og litteraturfestivalen inviteres deltagerne både til at deltage i læsegrupper og i andre litteratur-/kulturarrangementer på biblioteket.

Herunder kan du se nogle af de kommentarer, som lærere og kursister på Lærdansk knyttede til oplevelsen med fælleslæsning.

Lærer: “Det har været helt fantastisk at have besøg af Læseforeningen. Jeres måde at læse på har været en øjenåbner for mig som underviser. Kom gerne igen en anden gang. Og jeg er helt sikker på, at flere fra dette hold vil tage imod jeres tilbud om den åbne læsegruppe på Åby Bibliotek. Kursisterne stemmer med fødderne, og de er mødt op, når I skulle komme!”

Kursist: “Det har været dejligt at lære dansk litteratur at kende. At have filosofiske samtaler hvor vi skal tale og udtrykke os på dansk. Og lære nye ord og danske talemåder at kende.”

Kursist: “Jeg har lært, at dansk litteratur ikke kun er de krimier, der er udstillet på biblioteket!”

Kursist: ”Det har været helt i orden og meget spændende, at vi læser teksten forskelligt og forstår noget forskelligt.”

Kursist: “Som ny i Danmark kan man føle sig dum - føle sig som et barn.”

Kursist: “Når vi læser og taler sammen om teksten, skal jeg til at tænke på dansk.”

Forrige
Forrige

Kom til læsegruppe for nye borgere/tilflyttere i Aarhus

Næste
Næste

Mød os på Kulturmødet Mors 2018!