Projekter

Læseforeningen blev stiftet i 2010 og er en social frivillig forening, der arbejder i krydsfeltet mellem litteratur, mental sundhedsfremme og socialt udviklingsarbejde. Vores formål er at bringe litteraturen ud, hvor den gør gavn, og skabe stærke læsende fællesskaber for mennesker i alle livssituationer og på tværs af sociale lag. Aktuelt har Læseforeningen ca. 150 frivillige tilknyttet, som leverer godt 100 ugentlige læsegrupper. Aktiviteterne er gjort mulige gennem støtte fra private og offentlige fonde til forskellige projekter. Følgende kan man læse en oversigt over aktuelle projekter. Se derudover en oversigt over afsluttede projekter her.

Litteratur og nye balancer - Tilgængelig læsefællesskab for alle

Bevilling: Jascha Fonden

Periode: 2024

Læseforeningen har fået midler fra Jascha Fonden til at skabe øget adgang til meningsfulde fællesskaber og modvirke ensomhed og social isolation for mennesker med fysiske handicap som ikke har samme adgang til kulturaktiviteter og fællesskaber, som andre. Med hjælp fra blandt andet gode frivilligkræfter har vi mere specifikt udviklet et pilotprojekt, der i første omgang skal etablere online læsefællesskaber for mennesker med handicap.  

Læs mere.

Litteratur som mental sundhed

Bevilling: Sundhedsstyrelsen

Beløb: 322.350 kr.

Periode: 2023 - 2024

Visionen med projektet er at bygge bro og skabe samarbejde på tværs af regioner, kommuner og civilsamfund om brugen af litteratur som mental sundhedsfremme for unge, der er i kontakt med centrale aktører som følge af mistrivsel både med henblik på at sikre forebyggelse og styrke eksisterende recoveryforløb og processer.

Skønlitterær mentorordning styrker unge i udsatte positioner

Bevilling: Det Obelske Familiefond

Beløb: 3.247.310 kr.

Periode: 2023 - 2026

Den skønlitterære mentorordning er en ny rolle, projektet udvikler med afsæt i erfaringer fra vores nuværende projekt med støtte fra Det Obelske Familiefond. For udsatte unge er der ofte mange barrierer, der skal overvindes, før man indtræder i foreningsliv og kulturelle fællesskaber, og for unge i udsatte positioner kan det være en uoverkommelig opgave at opnå varig tilknytning. I forrige projektperiode har vi arbejdet målrettet med at nå unge som oplever selvmordstanker og med at involvere målgruppen i fællesskaberne og som aktive medskabere. Det kræver et målrettet relationelt arbejde, men vores erfaring er, at hvis vi lykkes med det, opnår vi gode resultater i forhold til at involvere unge i endog meget udsatte og sårbare positioner.

Læs mere.

Skønlitterær infrastruktur for mennesker i psykiatrisk behandling

Bevilling: Region Midt

Beløb: 125.000 kr.

Periode: 2023

Projektet udvikler skønlitterær infrastruktur for mennesker i psykiatrisk behandling i Region Midtjylland som brobygning under og efter behandling gennem etablering af læsefællesskaber ud fra metoden guidet fælleslæsning. Indsatsen udvikles af Læseforeningen i samarbejde med Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

Læsende fællesskaber overalt

Bevilling: Aase og Ejner Danielsens Fond

Beløb: 100.000 kr.

Periode: 2023 - 2025

Formål: Arbejde med opbygning af skønlitterære miljøer landet over.

Fælles om læsning

Bevilling: Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler

Beløb: 3.000.000 kr.

Periode: 2023 - 2025

Projektets formål er den systematiske afprøvning af metoden guidet fælleslæsning blandt svage læsere på mellemtrinnet (4.-5. årgang. samt 8 årgang). Hypotesen er, at metoden styrker elevernes engagement i litteraturen og skaber en inkluderende kultur omkring læsning, som skaber motivation og læselyst, også for utrænede læsere. Projektet indeholder en pilotfase på Skovvangskolen, Aarhus og en efterfølgende systematisk afprøvning på fire andre folkeskoler på tværs af landet (Aarhus, Svendborg, Fredensborg kommuner). I pilotfasen udarbejdes undervisningsmaterialer, skriftlige og digitale, til brug for den systematiske afprøvning, samt en model for forankring i regi af PLC.

Læs mere.

Skønlitterær infrastruktur for mennesker i psykiatrisk behandling

Bevilling: Region Midt, Kultur som sundhedsfremmepulje 2022

Beløb: 250.000 kr.

Periode: 2023

Projektet udvikler skønlitterær infrastruktur for mennesker i psykiatrisk behandling i Region Midtjylland som brobygning under og efter behandling gennem etablering af læsefællesskaber ud fra metoden guidet fælleslæsning. Indsatsen udvikles af Læseforeningen i samarbejde med Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Formålet er at styrke trivslen og skabe bedre overgange for mennesker i psykiatrisk behandling ved at udvikle en innovativ civilsamfundsløsning, som kobler skønlitterære tilgange og en frivilligbåren civilsamfundsindsats med velfærdsinnovation i psykiatrien. Der udvikles tilbud, der gør deltagelse i frivillige kulturbårne fællesskaber mulig som del af behandling i psykiatrien og på sigt et hverdagsliv med psykiatrierfaring. Projektet ledes og drives af Læseforeningen i samarbejde med de involverede afdelinger.

Skønlitterær brobygning og medskabelse

Bevilling: VELUX FONDEN

Beløb: 2.723.068 kr.

Periode: 2022-2025

Over de kommende tre år vil Læseforeningen i samarbejde med Skolen for Recovery og Region Hovedstadens Psykiatri udvikle en bredt forankret skønlitterær infrastruktur for mennesker i psykiatrisk behandling, der gør det muligt at engagere sig i læsefællesskaber på tværs af Region Hovedstadens psykiatri. Læsefællesskaberne forankres bredt på psykiatriske afdelinger og ambulant og samtidig udvikles et forløb til uddannelse af læseguider og træning af ambassadører, hvor psykiatribrugere kan udvikle sig til involverede medskabere gennem roller som henholdsvis deltager, læseguide og ambassadør.

Mænd mødes om skønlitteratur

Bevilling: TrygFonden

Beløb: 2.741.590 kr.

Periode: 2022-2025

Læseforeningen, Ældre Sagen og Statens institut for folkesundhed samarbejder de kommende tre år om at modvirke oplevelsen af ensomhed og meningsløshed og dermed styrke livskvaliteten for mænd i målgruppen 60+ gennem ugentlige fællesskaber omkring litteratur. Projektet er baseret på resultater fra det igangværende forskningsprojekt ”Læs som mand” og har til formål at gøre det muligt for ældre mænd bredt i landet at blive del af læsefællesskaber gennem Ældre Sagens lokalafdelinger.

Læs mere.

Højtlæsning og læselyst for børn, forældre og familier

Bevilling: Lauritzen Fonden

Beløb: 2.000.000 kr.

Periode: 2022-2025

Over de næste tre år vil Læseforeningen i samarbejde med Frivilligcenter Helsingør, Børnenes Hus og kommunale partnere med støtte fra Lauritzen Fonden videreudvikle den skønlitterære indsats for børn, familier og forældre i Helsingør for at skabe højtlæsningskultur og øget trivsel gennem skønlitterære fællesskaber. I projektet videreudvikles et allerede afprøvet koncept med sattelit-læsninger på skoler, biblioteker og i civilsamfund.

Læs mere.

Unge, demokrati og skønlitteratur

Bevilling: Nordea-Fonden

Beløb: 3.697.940 kr.

Periode: 2022 - 2025

Over de næste tre år vil Læseforeningen og Tænketanken Fremtidens Biblioteker med støtte fra Nordea-fonden udvikle demokratilæseforløb for udskolingselever en række steder i landet og gro selvorganiserede miljøer drevet af unge skønlitterære aktivister. Som kommune, skole, bibliotek eller civilsamfundsaktør er det muligt at blive del af partnerskabet, ligesom unge, som vil skabe samfundsforandring med skønlitteratur og gøre en forskel for andre unge, inviteres til at være med.

Læs mere.

Skønlitterære åndehuller, livskvalitet og fællesskab for socialt udsatte

Bevilling: Augustinus Fonden

Beløb: 500.000 kr.

Periode: 2022 - 2023

Læseforeningen har modtaget 500.000 kr fra Augustinus Fonden til guidet fælleslæsning for udsatte i Aarhus og København med formålet at skabe læsefællesskaber for de allermest udsatte på lavtærskeltilbud og botilbud. Projektet skaber en krydsbefrugtning af skønlitteratur og socialt arbejde ved at etablere læsefællesskaber på lavtærskeltilbud, hvor socialt udsatte mennesker kan komme ind fra gaden og være sammen med andre omkring fælleslæsning af skønlitterære tekster.

Læs mere.


Kommunesamarbejder:

Guidet fælleslæsning modvirker ensomhed blandt ældre i Fåborg-Midtfyn Kommune

2020 -

Samarbejdet har til formål at modvirke ensomhed og social isolation gennem etablering af kontinuerlige tilgængelige skønlitterære læsefællesskaber for ældre på samtlige plejehjem i kommunen. Projektet vil i første fase primært omfatte ældre på kommunens plejehjem, men kan sidenhen udbredes til en række andre målgrupper, ligesom der er mulighed for at udvide på tværs af alder, livssituation og geografisk spredning i kommunen. Det er et mål at skabe læsefællesskaber, der kan modvirke ensomhed og bidrage til at skabe øget trivsel og livskvalitet for ældre på plejehjem.

Guidet fælleslæsning modvirker ensomhed blandt ældre i Odense Kommune

2018 -

Læseforeningen har siden 2013 arbejdet målrettet for at skabe bedre vilkår for mennesker i udsatte livssituationer - blandt andet gennem en fokuseret indsats for at modvirke ensomhed og social isolation i samarbejde med kommuner og NGO’er. I den forbindelse har vi siden 2018 haft et samarbejde med Odense kommune om at skabe
læsende fællesskaber for ældre ud fra metoden Guidet Fælleslæsning. Projektsamarbejdet blev sat i gang indenfor rammen af projektet Forebyggende Fællesskaber og er siden videreført med midler fra §18 flere gange.

Guidet fælleslæsning modvirker ensomhed blandt ældre i Aarhus Kommune

2018 -

I samarbejde med Aarhus Kommune oprettede Læseforeningen i 2018 læsegrupper for ældre i Aarhus med henblik på at modvirke ensomhed ved at danne stærke, læsende fællesskaber. Indsatsen er gjort mulig gennem §18 -midler bevilliget af Strategi og Udvikling, Sundhed og Omsorg i Aarhus kommune efter indstilling fra frivilligrådet. Efterfølgende er projektet blevet forlænget med 3 år, og herefter forlænget endnu en gang.

Guidet fælleslæsning modvirker ensomhed blandt ældre i København Kommune

2015 -

I samarbejde med Københavns Kommune laver Læseforeningen læsegrupper for ældre i København med henblik på at modvirke ensomhed ved at danne stærke, læsende fællesskaber. Læseforeningen driver en række ugentlige læsegrupper for ensomme ældre i København, som varetages af frivillige læseguider uddannet ved Læseforeningen i metoden guidet fælleslæsning. Projektet er finansieret af midler fra Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Projektets bevilling er blevet fornyet løbende, og derudover samarbejder Læseforeningen med Københavns Kommune om en række læsegrupper på de lokale biblioteker.

Screen Shot 2020-10-11 at 4.53.01 PM.png

“Det er mit ugentlige frikvarter. Det er det simpelthen. Når jeg er i læsegruppen, er jeg i en anden verden”

- Deltager i læsegruppe

Vil du være med til at skabe skønlitterære frirum? Bliv frivillig læseguide hos Læseforeningen.